Grøn teknologi og verdens klimaudfordringer var på skemaet, da 1.800 gymnasieelever fra hele landet deltog i Engineer the futures UngeEvent2017 i Climate Planet i Aarhus i august. Her fik de mulighed for at prøve kræfter med verdens klimaudfordringer og komme helt tæt på de teknologiske løsninger, der skal til for at bekæmpe klodens klimaproblemer.
Formålet med eventet var at vise eleverne, hvad teknologi betyder for miljø og bæredygtighed og ad den vej få flere unge til at interessere sig for de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Ifølge en prognose fra Engineer the future kommer Danmark til at mangle 13.500 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i 2025.