PlastiCel hedder et nyt svensk-norsk forskningsprojekt, hvor målet er at udvikle nanocellulose og cellulosekompositter, der kan erstatte plast. Det er Mittuniversitetet og MoRe Research Örnsköldsvik AB fra Sverige samt norske RISE PFI, der er gået sammen med en lang række industripartnere. Projektet får ydermere støtte fra EUs regionale udviklingsfond Interreg.
Resultat af projektet skal i første omgang være nye fiskekasser. De skal bestå af en skumformet kerne af såkaldt plasticeret cellulose og nanocellulose, der vil give de nødvendige isolerende egenskaber. Ilt-barrieren kommer til at bestå af et et tyndt lag af de samme materialer; plasticeret cellulose og nanocellulose.
Ved at anvende cellulose som råvare vil man have en fiskekasse, og på sigt andre emballager, der er fuldt nedbrydelige i naturen.
– Ved Mittuniversitetet arbejder vi med grundforskning omkring nanocellulose og cellulosekompositter. Vi ser meget frem mod det nye projekt, hvor vi kan gå yderligere i dybden med de nye materialer – og samtidig være med til at udvikle nye emballager, siger Magnus Norgren, professor i kemiteknik ved Mittuniversitetet.