
Et såkaldt biocover-anlæg skal forhindre, at der fortsat siver store mængder metangas, cirka 7,5 kg/time, op fra grunden under den nuværende genbrugsplads i Assens, der drives af Assens Forsyning A/S. Pladsen blev etableret oven på en gammel losseplads og et deponi, og selvom det er mange år siden, vedblev gassen at sive op.
For at nedbringe udsivningen har Assens Forsyning A/S etableret det 2.000 kvadratmeter meter store biocover-anlæg, som er baseret på komposteret haveaffald fra egen produktion. Anlæggets formål er at tætne lossepladsen, så metanen ikke trænger gennem jordlaget og op i atmosfæren. I stedet bliver gassen ledt til biologiske ”vinduer”, hvor kompostens naturlige mikroorganismer omdanner metanen til kuldioxid og vand.
Med etableringen af det nye anlæg, forventer Assens Forsyning A/S at bringe emissionen væsentligt ned. Erfaringen fra tilsvarende anlæg viser nemlig, at det er muligt at reducere udledningen fra 10 kilo metan pr. time til ét kilo pr. time. Den generelle antagelse er derfor, at udslippet af metan kan reduceres med 80-90 procent på de lossepladser, hvor der etableres biocover-anlæg.

