
Risikoen for at blive ramt af et cyberangreb er formentligt steget efter den russiske invasion af Ukraine. Derfor har regeringen lanceret en pulje på 50 mio. kr. der skal styrke cybersikkerheden hos de små- og mellemstore virksomheder (SMV)
Og der kan være god grund til at kigge sin sikkerhed på det område efter i sømmene. Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at 40 procent af de danske små og mellemstore virksomheder har et for lavt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil.
Den russiske aggression er en god anledning til at øge opmærksomheden på cybersikkerhed i de danske virksomheder. Vi har tidligere set, hvordan det kan få store konsekvenser for danske virksomheder, hvis man bliver ramt af et cyberangreb, og vi ved, at russiske hackere før har rettet computermusen mod vestlige mål. Derfor vil jeg gerne opfordre alle danske virksomheder til at tage et ekstra kig på cybersikkerheden i virksomheder. Og så er jeg glad for, at vi også kan give en ekstra hånd til de virksomheder, der har brug for hjælp til at øge sikkerheden, siger erhvervsminister Simon Kollerup.
I slutningen af februar opfordrede Center for Cybersikkerhed virksomheder og myndigheder til at styrke cyberberedskabet på baggrund af situationen i Ukraine.
Puljen er en del af SMV:Digital under Erhvervsstyrelsen og vil åbne for ansøgninger d. 17. marts. Virksomheder kan allerede nu læse mere om puljen på smvdigital.dk, og på hjemmesiden sikkerdigital.dk kan man gennem vejledninger og værktøjer begynde at kortlægge sit behov.
Kilde: Erhvervsministeriet

