Mens dansk politi patruljerede og delte bøder ud på Islands Brygge, så greb den sydsvenske kommune Lund det helt anderledes an, da svenskerne fejrede Valborg i sidste uge.
Valborg er en fejring af nonnen Sankt Walpurga. Dagen, den 31. april, er gået i glemmebogen her til lands, men svenskerne fejrer den med bål og fest – og mange mennesker samlet.
Den gik ikke her i coronakrisen. Men i stedet for at sende politi med bødeblokke af sted, kørte man hønsemøg ud. Hønsemøg er noget af den bedste naturgødning, der findes. Det skyldes det store indhold af nitrogen, dog i form af ammoniak. Og dermed kommer vi frem til sagens kerne.
For hønsemøg, især i store mængder, stinker. Meget. Så for at forhindre store forsamlinger, kørte kommunen store mængder af hønsemøg ud på strategiske steder, hvor der normalt fejres Valborg. Nu stank der i stedet af høns. Selvom de allernærmeste naboer ikke syntes, det var helt så festligt, lykkedes missionen. Ingen Valborg. Til gengæld gror græsset som bare sgu’ i den kommende tid.

