Carlsbergulykken i november 1968 står som en af de mest skelsættende danske arbejdsulykker – også selvom det er mere end 50 år siden. Ikke kun på grund af selve ulykken, der var slem nok i sig selv, men også på grund af den massive omtale og de eftervirkninger, den har fået.
Ulykken kostede to medarbejdere livet, en tredje overlevede med nød og næppe. Baggrunden var indånding af nitrøse gasarter, en lang række af uheldige omstændigheder, manglende kommunikation og manglende viden om farligheden ved giftige gasser.
Selve sagsforløbet er kort fortalt, at tre Carlsberg-medarbejdere bliver fanget i en elevator, der sætter sig fast mellem to etager. Den ene hælder, hvad han tror, er sulfosæbe op i en spand, men det viser sig at være koncentreret salpetersyre. Der dannes hurtigt nitrøse gasarter i det lille rum. Gennem en luge i elevatordøren tilbydes de gasmasker, mens man faktisk relativt kvikt får sænket elevatoren, så de kan komme ud.
Den ene anvender gasmasken under hele forløbet og overlever. En anvender den kun en del af tiden, mens den sidste vælger slet ikke at tage den på. De to dør begge begge senere af vand i lungerne, trods et besøg på sygehuset, hvorfra de dog hjemsendes ret kvikt.
Det viser sig, at lægen aldrig fik at vide, at de var blevet udsat for nitrøse gasarter. I stedet skulle hun behandle den ene for at have skåret sig. Det kom fra, at han havde knust glasset i elevatordøren.
Selvom de faktiske begivenheder på Carlsberg måske er ved at gå i glemmebogen, så kan man se på håndtering af senere ulykker, at den stadig spøger i baggrunden.
Læs en grundig gennemgang af Carlsbergulykken i Dansk Kemi, udgave 8, side 18.
