
Snart kan det være slut med at anvende spinalvæskeprøver, når man skal påvise Alzheimers. Det slår en ny undersøgelse, offentliggjort i Nature Medicine, fast. I stedet kan man anvende blodprøver.
Blodprøven måler en bestemt variant af proteinet tau (phospho-tau217) og var lige så god eller endda bedre til at diagnosticere Alzheimers sygdom end spinalvæsketesten.
Ved at måle forholdet mellem phosphoryleret og ikke-phosphoryleret tau217 finder man ud af mulige forandringer i hjernen, især relateret til neurodegenerative sygdomme som Alzheimers sygdom. Jo højere forholdet er, jo større indikation kan være, at folk har amyloid og tau i hjernen, altså Alzheimers sygdom.
Studiet er et samarbejde mellem Lund University og Washington University. I Sverige var der 1422 personer med i forsøget, i USA en del færre, nemlig 337.
Blodprøven viste sig at have en nøjagtighed på 90-95 procent sammenlignet med resultatet fra en PET-scanning. Det er på niveau med de kliniske prøver af spinalvæske. Til gengæld var blodprøverne bedre til at finde, om tau-PET var unormal, hvilket kunne indikere neurodegenerativ sygdom eller andre patologiske tilstande, der påvirker dette protein.
Næste skridt bliver at se, hvordan denne test virker, hvis den bruges i primærplejen, og hvordan den så ændrer diagnostik og behandling af patienter med hukommelsesproblemer.
Hvis den viser sig at være brugbar, kan den betyde et markant skifte. Ikke bare inde for diagnoseområdet, men også for behandlingen.
Kilde: lu.se