Da pesten, også kaldet den Sorte Død, hærgede i Europa i det 14. århundrede, døde næsten halvdelen af befolkningen. Nogle af dem i den halvdel, som overlevede, gjorde det bl.a. på grund af deres gener. Nu viser det sig, at deres efterkommere ikke i samme grad kan nyde godt af de gode gener.
Nærmest tværtimod, viser et studie, der er offentliggjort i Nature.
I stedet kan selvsamme gen nemlig have indflydelse på forekomsten af sygdomme som leddegigt, MS og Crohns sygdom. Det skyldes, at genet er en del af immunforsvaret. Det producerer et protein, der ganske enkelt kan klippe pest-bakterien Yersinia pestis i stykker, så den er helt harmløs.
Men et immunforsvar er som et slags tveægget svær, og her viser det sig, at det beskytter godt mod den voldsomme pest, men samtidig går over gevind, og giver risiko for en række auto-immune sygdomme
Pesten vendte i øvrigt tilbage i i det 17. og 18. århundrede, men da mange uden genet var døde efter det første udbrud flere århundrede tidligere, var befolkningen generelt bedre beskyttede. Det bevirkede, at langt færre faktisk døde i det efterfølgende pest-udbrud.
Det er en gruppe af evolutionære genetikere, der står bag studiet. Forskerne undersøgte personer fra en pestkirkegård i London samt fra fem forskellige kirkegårde i Danmark. Genomet af individer, der døde før pestens ankomst, blev sammenlignet med genomet hos dem, der døde under pandemien, og dem, der døde bagefter.
I sidstnævnte gruppe, de overlevende og deres efterkommere, fandt de evolutionære genetikere en større andel af en bestemt type genvariant sammenlignet med dem, der døde før og under pesten.
Undersøgelser blev rent fysisk foretaget på Pasteur Institute i Paris. Her inficerede forskerne menneskelige celler med Yersinia pestis, fandt dermed protein-saksen.
