Vinteren er så på vej, men mange fryser mere her i november end de gør i marts – trods den samme temperatur. De fleste tror, at det skyldes forskel i luftfugtigheden, men det er en gammel – og meget vedholdende myte, påpeger svenske SMHI – det svenske svar på DMI.
I stedet skal man finde svaret dybt i vores hjerne, nemlig i hypothalamus, der blandt meget andet er ansvarlig for temperatur-reguleringen. Når temperaturen falder, reagerer termoreceptorer på vores hud, og de sender signal til hypothalamus, der svarer igen ved at trække blod tilbage fra hænder og fødder for at holde den centrale kropstemperatur oppe.
Mindre blodcirkulation i hænder og fødder betyder, at vi begynder at fryse.
Efterhånden som vinteren går, bliver kroppen bedre til at regulere temperaturen præcist.
Dvs. at forklaringen på, at vi fryser mere i november end i marts ved den samme temperatur – er ganske enkel og ikke helt så eksotisk: Vi er bare blevet vant til kulden.
Kilde: SMHI/SVT