I årtier har vi talt om CO2 og klimaet, og det er efterhånden små 20 år siden, at FNs klimapanel IPCC udpegede fangst og lagring som en vej til at undgå klimaforandringerne.
Så hvorfor sker det så ikke i dag. Det har professor Erling Stenby, institutdirektør for DTU Kemi, nogle svar på. Han har forsket i CO2-fangst og er med i spidsen for et dansk partnerskab, der netop har fået betinget tilsagn fra Innovationsfonden om at implementere en køreplan for Danmarks fremtidige fangst og lagring af CO2.
En af årsagerne til den manglende fangst er den helt grundlæggende økonomi. Hvem skal betale?
Hvis det er de CO2-udledende virksomheder, som skal stå for fangsten, så skal de investere i opførelsen af fangstanlæg og senere bekoste driften af dem. Den udgift skal de jo have dækket. De kan så vælge at lægge den oven i prisen på det produkt, de sælger. Derfor bliver der tøvet rundtomkring, fordi de ekstra omkostninger ved CO2-fangst vil fordyre produkterne, forklarer han.
Pengene kan vandre gennem mange kanaler, men i sidste ende handler det om, at vi som forbrugere skal have pengepungen frem. Det kan være i form af højere afgifter, dyrere produkter eller noget helt tredje.
Et andet og nok så væsentligt problem er, at teknikken, trods den megen snak, faktisk ikke er helt moden endnu.
Teknologisk kan vi godt fange CO2, men i Danmark er vi ikke nået meget længere end til mindre demonstrationsanlæg. Det skyldes en meget svingende politisk prioritering af udviklingen af fangst- og lagringsteknologi de seneste 20 år. Men nu har CO2-fangst og lagring en høj prioritet.
En af ulemperne med dagens metode er, at CO2 bliver fanget i væske, og den væske skal vi af med igen. Det gøres ved at varme den op.
Det er den mest omkostningstunge del af fangsten, da det koster meget energi. I hele verden er man interesseret i at finde billigere måder både at fange og samle den fangede CO2 på.
En ting er at fange CO2. Noget andet er, hvad vi gør ved det. Det kommer til at handle om enorme mængder, og den bedste vej ville være, hvis virksomheder kunne tjene penge på at sælge den fangede CO2. Her støder man ind i, at vores behov for CO2 som råvarer slet ikke kan matche de mængder, der bliver fanget.
I stedet kunne man anvende CO2 til fremstilling af andre produkter, fx jetfuel.
Rent teknisk har man kunnet dette i mange år, men det er stadig meget dyrt
Ydermere kræver den proces strøm. Og det skal være CO2-fri strøm, for ellers giver hele den øvelse ikke rigtig mening
Derfor er de fleste enige om, at lagring er vejen frem. I hvert fald på nuværende tidspunkt. Om det kun er et overgangsfænomen vil vise sig. Men også her dukket der en række uafklarede spørgsmål op. Lagring og transport koster penge. Hvem skal betale for det. Hvordan flytter vi i øvrigt rundt på de anseelige mængder. Et nyt anlæg af rørledninger? Og hvem har ansvaret for lagrede CO2?
Så der forestår et stort lovgivningsarbejde på området – både hvad angår, hvem der finansierer og har ansvaret for såvel fangst som lagring.
Kilde: DTU