En alpaka har muligvis overhalet hele den kendte lægemiddelverden, og står klar med en vaccine mod covid-19, der ser ud til at virke.
Forskere fra Karolinska Instituttet har givet en alpaka en slags primitiv vaccine mod covid-19, og alpakaen, der i øvrigt hedder Tyson, har dannet nogle meget små antistoffer, som bare alpakaer og andre dyr i kamelfamilien gør.
De små såkaldte nano-antistoffer har flere fordele. Den åbenlyse er, at de rent faktisk virker mod covid-19 i laboratorieforsøg. De er ydermere så små, at der ikke behøves kæmpestore laboratorier og mange ressourcer at få produceret dem i stort antal. Tillige mener en af forskerne bag, Gerald McIneray, at en medicin på basis af alpaka-antistofferne, vil kunne formuleres som en inhalator, netop fordi antistofferne er så små.
Sidst, men absolut ikke mindst, så er alle forskningsresultater omkring disse alpaka-antistoffer helt åbne og tilgængelige. Gerald McIneray mangler sådan set bare et medicinalfirma, der vil kaste sig over opgaven.