At rygning skulle give en øget beskyttelse mod en lungesygdom, lyder jo næsten selvmodsigende, men ikke desto mindre sidder engelske, franske og amerikanske forskere lige nu og klør sig lidt i nakken over nogle meget overaskende resultater.
Det viser sig nemlig, at andelen af rygere blandt de indlagte og døde af covid-19 er langt mindre end deres andel i befolkningen som sådan. Tallene har givet grundlag for en række spekulationer. Blandt andet går en teori ud på, at det er nikotinet i smøgerne, som giver en øget beskyttelse.
Der ligger ingen sundhedsmæssige undersøgelser bag – teorierne bygger udelukkende på de talmæssige observationer, og der kommer næppe en opfordring til at tænde en smøg for at beskytte sig mod covid-19. Ikke desto mindre vil man nu gå dybere ned i tallene, og se om der kan ligge andre årsager bag den ganske signifikante forskel mellem rygere i samfundet og i covid-19 sygesengene. Der er også lagt op til forsøg med – nej, ikke smøger – men om nikotin faktisk kan have en positiv indvirkning på sygdommen.
Kilde: tv4