Hvad kom først – hønen eller ægget?
Det har både græske filosoffer, Darwin og mere dødelige haft holdninger til gennem tiderne. F.eks. mente Aristoteles, at hønen og ægget ganske enkelt har eksisteret altid. Hønen kunne teoretisk tage et lille forspring i 2010, da britiske forskere fandt proteinet OC-17, der kun findes i hønens æggestok, og som er med til at danne æggeskallen. Men det argument er næppe stærkt nok til, at hønen forbliver på førstepladsen.
Derimod er de fleste enige om, at en “næsten-høne”, altså en lidt anden art, har lagt det første æg, der blev til den moderne høne. Hvornår de to arter eksisterede side om side, er der intet bud på, men bl.a. afdøde Stephen Hawking og flere andre er i dag enige om, at ægget kom først.