
I disse timer er Karrieremessen 2022 i Gigantium i Aalborg i fuld gang. Det er stedet, hvor 80 virksomheder og cirka 2.000 studerende har mulighed for at mødes.
Med faldende ungdomsårgange og virksomhedernes stigende behov for medarbejdere, der kan løse komplekse opgaver, er der rift om de universitetsuddannede fra AAU. Karrieremessen er derfor et oplagt mødested for dialog mellem de studerende og virksomhederne, så ingen af parterne behøver at gå glip af muligheden for at finde et rigtig godt karriere- og medarbejdermatch, siger prorektor for uddannelse på AAU, Anne Marie Kanstrup.
I dialogerne, der opstår på messen, har de studerende mulighed for at få sat ord på de mange brugbare kompetencer, som ligger bag deres uddannelsestitler. Omvendt får virksomhederne mulighed for at vise sig som en attraktiv arbejdsplads.
De nyuddannede opdager ikke altid de muligheder, der er, for at få en fantastisk karriere i de mindre virksomheder eller i virksomheder, som geografisk ligger placeret lidt længere væk fra studiebyen. Også her spiller karrieremessen en meget vigtig rolle som en platform for branding af virksomhederne og de karrieremuligheder, den enkelte virksomhed tilbyder, siger Anne Marie Kanstrup.
Karrieremessen er del af Karrieredagene, som afholdes i de fire store universitetsbyer i Danmark. Som det eneste universitet er AAU medarrangør. Udover muligheden for at planlægge sin karriere eller komme direkte i job efter endt studietid giver Karrieremessen 2022 også de studerende mulighed for at bringe sig selv i spil over for virksomheder som samarbejdspartner i forskningsprojekter, i semesterprojekter eller at lande et studiejob i en virksomhed.
Kilde: Aalborg Universitet

