En række internationale repræsentanter fra verdens førende universiteter inden for miljøteknologi har netop gennemført en vurdering af DTU’s miljøingeniøruddannelse. Det skorter ikke på rosende ord i evalueringen der bl.a. betegner uddannelsen som ”unik”, ”måske den bedste i verden”, og eksempelvis fremhæver, den tætte forbindelse mellem universitets forskning og undervisningen.
De internationale repræsentanter ser mange fordele ved dette, da Danmark som en af verdens største eksportører af miljøteknologi, har brug for kandidater med de rette kvalifikationer til at kunne fastholde den position.
Den internationale evaluering understreger da også, at miljøingeniører bidrager til at løse nogle af de store udfordringer, som samfundet står overfor. Det handler om at sikre rent drikkevand, håndtere spildevand og forureninger, genanvende vores ressourcer og udarbejde løsninger til at imødegå følger af klimaændringer som oversvømmelser og tørke.
Måske kan man se miljøingeniørernes arbejde som maskinrummet for den grønne omstilling. Miljøingeniører udvikler værktøjerne til at kunne forstå, om en løsning er bæredygtig. Det gør vi fx ved at gennemføre livscyklusanalyser, der tager højde for både ressourcetræk, energiforbrug, og genanvendelse efter endt brug. Skal vores påvirkning af miljøet forstås og forbedres, kræver det et sammenspil af discipliner som matematik, mikrobiologi, miljøkemi, hydrologi, med videre. Det er netop nogle af miljøingeniørens kompetencer, siger Martin Rygaard, der selv er kandidatstudieleder på DTU Miljø.
De studerende lægger også vægt på, at det er meget motiverende at arbejde sammen med en virksomhed, fordi de kommer til at udføre opgaver, der både er interessante i den akademiske verden, og som også er brugbare og umiddelbart bliver anvendt af virksomhederne.
Kilde: DTU