Lidt kemi, lidt historie og to udflugtssteder.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 9, 1999 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af H.J. Styhr Petersen
Det er middelalderår i år, og jeg besøgte derfor Middelaldercentret ved Nykøbing F. – et forsøgscenter for historisk teknologi. I modsætning til Den gamle By i Aarhus og Frilandsmuseet i Lyngby er der ikke tale om overflyttede autentiske bygninger, men om scenerier, der er opbygget, som man tror, de har set ud, og ved hjælp af middelalderlig teknik (1). Centret er befolket af mange personer i middelalderlige dragter, og det er sjovt at gå rundt og se på det hele. Både for voksne og for børn (fig.1).
Det store nummer er bliderne (fig. 2). Den største kan med fuld ballast kaste sten på 15 kg 350 m væk. Ned i Guldborgsund. Endnu har man ikke ramt nogle lystbåde. Energien kommer fra en kontravægt, der hejses op og pludselig slippes løs, så den falder ned. Kontravægten må først hejses op, og det sker vha. to trædemøller, som tydeligt ses på figuren, og som trædes af mandskabet. Det tager sin tid, og skudhyppigheden er lav.
Der er også en kanon (fig. 3). Det er en kopi af en kanon, der nu er i Budapest, og som skal være fra omkring 1400. Den affyres med løst krudt – en kugle ville nå over på den anden side af sundet. Det må man ikke.
Sammensætning og historie
Vi ved, at sortkrudt består af salpeter, trækul og svovl. Til pistoler kan blandingen passende være 75 dele salpeter, 15 dele trækul og 10 dele svovl . Vi tror også at vide, at det var kineserne, der opfandt krudtet. Valdemar Atterdag fik vistnok sine første kanoner i 1372 (2).
Når man skulle lave krudt i det gamle Danmark, var det nemt nok med trækullet (helst fra hasseltræ) og svovlet, som vi havde på Island. Der var et svovllutringshus ved Københavns Slot (3). Problemet var salpeteren. Den måtte udvindes af velgødet staldjord, som blev udvasket, hvorefter opløsningen, der indeholdt natriumnitrat, blev tilsat potaske (kaliumcarbonat). Der dannedes et bundfald af calciumcarbonat, og efter frafiltrering af dette kunne moderluden inddampes og udkrystallisere kaliumnitrat. Det var en særdeles energikrævende proces, men nødvendig for krigsførelsen. Det var jo ikke altid, man kunne importere »indisk sne«, naturligt forekommende uren salpeterjord. Herhjemme havde Chr. IV et system af salpeterværker (4). Svenskerne var vistnok dygtigere end os til at lave salpeter og dermed krudt. Men – det er dog noget senere – dygtigst var franskmændene. Det er nok det ældste eksempel på kemiens betydning for krigsførelsen. Senere eksempler er Haber-Bosch-processens betydning for Tyskland under den første verdenskrig (5) og anvendelsen af giftgasser (5 og 6).
Det var ingen ringere end Lavoisier, der i 1775 blev udnævnt til at være en af de fire ansvarlige for det nyoprettede Régie des Poudres et Salpêtres – den eneste kemiske produktion i industriel skala før den såkaldte alkaliindustri. Lavoisier fik fordoblet produktionen i løbet af et tiår. Der kom en skole – uofficielt kaldt École des Poudres – og les commissaires des poudres kunne kaldes de første kemiingeniører (7).
Krudtrøgen var tydelig at se, da man affyrede kanonen i Nykøbing F. Gamle dages slagmarker var svøbt i kanonrøg. Men så kom det røgfri krudt.
Røgfrit krudt
I 1846 fremstillede Christian Fr. Schönbein og Rudolph Boettger hver for sig skydebomuld ved nitrering af cellulose. Den udvikler tre gange så meget gas som sortkrudt og brænder 500 gange så hurtigt. Det måtte kunne udnyttes militært! Men produktionen er farlig. I 1848 røg en fabrik i Le Bourget ved Paris i luften, og der var lignende uheld i England og Østrig. På den tid havde Ascania Sobrero netop fremstillet nitroglycerin (8). Her har vi så historien om Nobel, der fandt på at opsuge nitroglycerin i kiselgur, hvormed dynamit var opfundet (9).
Et velkendt røgsvagt krudt er Cordite, som den engelske armé og flåde anvendte. Det er fra omkring 1890. Det bestod oprindeligt af 58% nitroglycerin, 37% skydebomuld og 5% vaseline, men nitroglycerinindholdet måtte nedsættes til 30-35%. Man blandede skydebomuld med nitroglycerin og. acetone og æltede massen, tilsatte vaseline og æltede igen. Massen kunne presses til snore – cords – og heraf kommer navnet (10).
Krudtværksmuseet
Da jeg var stud. polyt., var vi på besøg på krudtværket i Frederiksværk. Det var et skoleeksempel på farlig produktion. Med en vis stoicisme accepterede man, at det kunne gå galt, og indrettede sig derefter. Det skulle så kun gå ud over de nærmeste! Der var store sikkerhedsafstande mellem de forskellige produktionsenheder og lagre. Krudtværket kom i drift i 1758, og Staten solgte det i 1965. I de 207 år var der 35 større eksplosioner, og der blev dræbt 25 ansatte (11).
Det kan godt anbefales at besøge stedet, som nu er Krudtværksmuseet. Men det er mest for voksne.
Referencer
1 Middelaldercentret, 4800 Nykøbing F. http://www.middelaldercentret.dk
2 Rolf W. Berg: »Om Krudtets og Salpetersydningens Historie«, Danmarks tekniske Museum,
Årbog, 37. årgang, 1989
3 Axel Nielsen: Industriens Historie i Danmark, bind 1. Gad, 1943
4 Ebba Waaben: »Chrstian 4.s Salpeterværker«, Rigsarkivet/ Gad, 1995. Anmeldt i Dansk Kemi 77, 3/20 (marts 1996)
5 Knud Østergaard: »Fritz Haber (1868-1934)«, Dansk Kemi 78, 12/18 (dec. 1997)
6 Thomas Vorup Jensen: »Jubilæum for en kemisk tragedie – uddrag af sennepsgassens historie«, Dansk Kemi 74, 4/10 (april 1993)
7 Patrice Bret: »Lavoisier et l’apport de la chimie académique à l’industrie des poudres et salpêtres« i »Strategies of chemical industrialization from Lavoisier to Bessemer«, Archives internationales d’histoire des sciences, n. 136, vol 46/1996. Anmeldt i Dansk Kemi 78, 12/18 (december 1997)
8 Strube: »Der historische Weg der Chemie«, bind 2, VEB Deutscher Verlag für rundstoffindustrie, Leipzig, uden trykkeår, ca. 1979
9 Mogens Boman: »Nobel«, Teknisk Forlag, 1996. Anmeldt i Dansk Kemi 78, 4/37 (april 1997)
10 Meyers Vareleksikon, Aschehoug, 1941
11 Henning Kørvel: »Eder og liderlig snak – nej tak!«, Jæger, 12/1998, 122.
