Selvom begrebet Brik-lande er ved at være glemt, så er Brasilien stadig et spændende marked med sine over 200 millioner potentielle kunder og den 8. største økonomi på verdensplan.
For at give danske virksomheder lettere adgang til det marked, har Danmark indgået en vidtrækkende patentaftale med Brasilien. Aftalen kommer til at skære år af sagsbehandlingstiden for danske virksomheder, som søger om patent i Brasilien. Det baner vejen for et nyt eksporteventyr for blandt andet grønne eksportvarer fra Danmark.
Den nye vidtgående aftale sikrer, at danske virksomheder fra alle brancher kan få deres patentansøgning behandlet på favorable vilkår, så de sikres en hurtigere behandling. Den nuværende gennemsnitlige sagsbehandlingstid for at få udstedt et patent i Brasilien er på 95 måneder, men med en såkaldt Patent Prosecution Highway-aftale, som den der er blevet indgået, viser erfaringen, at sagsbehandlingstiden halveres.
Kilde: Erhvervsministeriet