
For første gang nogensinde bliver det ved lov forbudt at bruge sprøjtemidler omkring danske drikkevandsboringer, hvor der er risiko for, at sprøjtemidlerne nedsiver.
Det er en såkaldt akutplan, der går ud på at man skal beskytte de danske drikkevandsboringer og samtidig kompensere de berørte lodsejere. Planen er dog ikke mere akut, end at den først bliver vedtaget i næste Folketingssamling, og først i midten af 2024.
I loven vil miljøminister Magnus Heunicke forpligte kommunerne til at lave forbud mod at bruge sprøjtemidler i områder omkring landets tusindvis af drikkevandsboringer, hvis der er risiko for forurening, og hvis vandforsyningerne ikke kan nå til enighed med lodsejerne om at stoppe med at sprøjte.
Akutplanen er målrettet de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder – også kaldet BNBO – der er områderne omkring drikkevandsboringerne.
Beslutningen kommer efter, at en evaluering fra 2022 har vist, at det kun er lykkedes at beskytte fem procent af de boringsnære beskyttelsesområder mod sprøjtemidler fra landbruget gennem frivillige aftaler. Siden er det tal dog steget til ni procent.
Lodsejere, der ophører med at anvende sprøjtemidler i BNBO vil blive kompenseret for tabt indtjening. Størrelsen af kompensationen vil indgå i de frivillige aftaler mellem lodsejere og vandforsyningen.
I forbindelse med et påbud vil lodsejeren få mulighed for at få vurderet erstatningen af taksationsmyndighederne på ekspropriationslignende vilkår.
Indtil den nye lov træder i kraft, skal indsatsen med at indgå frivillige aftaler fortsætte.
For at sætte den indsats op i gear, vil Miljøstyrelsen etablere en digital platform på styrelsens hjemmeside, hvor der løbende føres en status over beskyttelsen af boringsnære beskyttelsesområder i alle landets kommuner.
På baggrund af denne status målretter Miljøstyrelsen sin vejledning og opfølgning til de kommuner, der er længst fra mål med beskyttelsen af BNBO, med henblik på at sikre, at der også er fremskridt i disse kommuner.
Udover akutplanen sætter miljøminister Magnus Heunicke gang i en kortlægning af Danmarks grundvand. Kortlægningen skal udpege, hvor vores drikkevand er truet af forurening, og hvor der er behov for en ekstra indsats for at beskytte det.
Kortlægningen begynder med et pilotprojekt på Fyn, og erfaringerne herfra skal bruges, når kortlægningen trinvist opskaleres og udrulles til hele landet fra næste år.
Kilde: Miljøministeriet