
I dag bliver drikkevandet testet for 12 PFAS-stoffer, men står det til miljøminister Magnus Heunicke skal man i fremtiden teste for yderligere 10 stoffer.
Det står i en ny drikkevandsbekendtgørelse, som er sendt til høring i dag
– Vi tager PFAS meget alvorligt og kigger på alle muligheder for at sætte ind og samtidig sikre, at PFAS ikke ender i vores produkter, fødevarer eller drikkevand. Der er allerede gjort et stort arbejde, og på baggrund af det skærper vi nu kravene til vores drikkevand, så der ikke ender PFAS ude i vandhanerne, siger Magnus Heunicke.
Bekendtgørelse fastlægger de kvalitetskrav til vandet, som vandforsyningsanlæg skal leve op til, når de leverer vand til både husstande og virksomheder. Det gælder f.eks. hvilke kontrolmålinger der skal foretages og hvilke vandforsyninger, der bliver omfattet af nye kontrolkrav.
De nye PFAS’er er omfattet af EU’s nye drikkevandsdirektivet, men de bliver først et EU-krav i 2026. Derfor indføres det altså hurtigere i Danmark med den nye bekendtgørelse.
Forud for skærpelsen af PFAS-test i drikkevand har de danske myndigheder de seneste år arbejdet med at kortlægge omfanget af PFAS og blandt andet 1. januar 2022 indført skærpede krav til fire PFAS-stoffer i drikkevand. Der har siden 2015 været krav om 12 PFASstoffer, som altså nu udvides til i alt 22 stoffer.
I øjeblikket arbejdes der i EU på et samlet PFAS-forbud, som skal fjerne kilderne til forureningen med PFAS. Imens ser myndighederne i Danmark på, om der er områder, hvor vi kan begrænse brugen af PFAS. Blandt andet med et kommende forbud mod brug af PFASholdigt brandslukningsskum på øvelsespladser, ligesom der også ses på samme mulighed for forbyde PFAS-stoffer i tekstiler.
Regeringen arbejder på en PFAS-handlingsplan, som skal sikre overvågning, kontrol samt bud på prioriterede handlinger i Danmark og internationalt. Handlingsplanen involverer relevante ministerier, myndigheder og organisationer.
Kilde: Miljøministeriet