Ligesom beliggenhed er altafgørende for ejendommes værdi, så har det vist sig, at evnen til at lagre glykogen de rigtig steder i en muskelcelle, har afgørende betydning for en cykelrytters præstationer. Faktisk er beliggenheden vigtigere end mængden, viser et nyt studie på Syddansk Universitet.
Studiet falder i tråd med en fornem dansk tradition. Den danske Nobelprismodtager August Krogh lavede engang en række forsøg med både en fedtrig og en kulhydratrig kost i forhold til cykelarbejde. Dette var starten på en lang periode med intensiv forskning i musklernes valg af brændstof mellem fedt og kulhydrat og en række studier har nu vist, at en kost med mange kulhydrater øger musklernes indhold af glykogen, som kan forbrændes hurtigere end fedt, hvormed musklerne kan arbejde mere intenst og i længere tid.
Men det er altså ikke nok bare at hælde en masse sukker ned. Træningsformen har også betydning for, hvor glykogenet lagre sig. Det er dog endnu for tidligt for forskerne at komme med konkrete råd om, hvilke træningsform, der er den mest optimale.
Men potentialet er naturligvis, at fremtidens cykelryttere og andre udholdenhedsatleter ikke blot spiser mange kulhydrater, men også sørger for at få musklernes glykogenmolekyler placeret de bedste steder, siger ph.d.-studerende Rasmus Jensen.
Forskerne har nu igangsat en række forsøg, blandt andet i samarbejde med Team Danmark, hvor de vil undersøge, hvordan forskellige træningsformer kombineret med ændringer i kosten kan optimere placeringen af glykogen i musklerne og dermed forbedre præstationsevnen under længerevarende hårdt arbejde som f.eks. landevejscykling.
Desuden har forskerne påbegyndt laboratorieforsøg for at forstå, hvorfor placeringen af glykogen er vigtig for musklernes evne til at arbejde hårdt i lang tid.
Kilde: SDU