Med støtte fra et konsortium af videnskabelige institutioner fra 11 europæiske lande, skal der nu bygges en ny partikelaccelerator i den sydsvenske by, Lund.
Den nye partikelaccelerator hedder Neutrino Super Beam, og kommer til at ligge lige ved siden af ESS (European Spallation Source), der er i fuld gang med at blive bygget.
De samlede omkostninger ved det nye projekt anslås til at være næsten lige så store som ESS, nemlig 15 milliarder SEK.
Formålet er at udnytte ESS’s meget høje ydeevne til at kunne besvare en af de helt store gåder. Hvad skete der egentligt ved Big Bang. Eller i den lidt mere filosofiske kant – hvorfor eksisterer vi?
For burde universet ikke bare være helt tomt?
Ifølge fysikkens standardmodel kan energien omdannes til stof på én betingelse: at der dannes lige så meget stof som antistof. Problemet er, at når stof og antistof mødes, bliver de dog tilintetgjort med det samme, og der sendes samtidig et lysglimt ud.
Så hvorfor gik alt ikke til i et kæmpe lysglimt efter Big Bang. Det er bl.a. sådanne spørgsmål, man vil tumle med i det sydsvenske, når det hele står færdig. Det kommer dog til at tage nogle år, før man kan drømme om at få svarene. Selv ikke ESS er således bygget færdigt endnu.
Kilde: svt