Ny teknologi kan nu coate og beskytte probiotiske bakterier – mælkesyrebakterier – i fødevareingredienser i pulverform. Resultatet kan afløse fx kosttilskud i kapselform, så de lettere kan indtages af børn og ældre.
Det er Teknologisk Institut, der i samarbejde med producenter af mælkesyrebakterier, Københavns Universitet og støttet af Innovationsfonden, har udviklet den nye teknologi til at beskytte probiotiske bakterier i pulverform. Probiotiske bakterier, eller mælkesyrebakterier, er gavnlige for tarmsystemet, men sårbare over for syreangreb.
Det var projektets mål at belægge probiotisk pulver med en fødevaregodkendt funktionel coating, som skulle sikre, at bakterierne overlevede passagen gennem mavesyren, og samtidig blev frigivet i præcis det område i tarmen, hvor de har størst sundhedsmæssig effekt.
Det er eksperter fra Teknologisk Instituts gruppe indenfor fødevareteknologi, der sammen med Deerland og Københavns universitet, har knækket koden til den effektive coating. Det har krævet udvikling af både nye typer coatingsmateriale og nye processer at få dette til at lykkes. Sektionsleder Eva-Marie Lange har ledet projektet:
Vi har udviklet en ny form for coating, som indkapsler bakterierne og sikrer at de kommer frem til det sted i tarmen hvor de skal virke. Bakteriepulveret belægges simpelthen korn for korn med en beskyttende hinde i et mikrometer tyndt lag, som derved beskytter dem mod mavesyre, forklarer Eva-Marie Lange.
Disse pulvere vil sidenhen kunne bygges ind i nye produkter og fødevarer via levering fra ingrediensleverandører som Deerland.
Probiotika er meget ujævne partikler, som har en stor spredning af partikelstørrelse. Den største teknologiske udfordring lå således i at opnå et jævnt coating-lag.
Det er på trods af dette lykkedes at udvikle en proces, som kan håndtere probiotisk pulver uden at ødelægge dets effekt, samt udvikle en syrebeskyttende coating til probiotisk pulver.
Kilde: Teknologisk Institut