Metan er en langt mere potent drivhusgas end den mere velkendte CO2. Derfor har mange sendt nervøse blikke mod de steder på kloden, hvor permafrosten er ved at tø. Frygten var, at den optøede permafrost kunne sende massive mængder af metan op i atmosfæren.
Men nu viser det sig, at det muligvis slet ikke er tilfældet. I hvert har optøet permafrost i Nordsverige sendt ti gange mindre metan ud, end forventet. Det viser et nyt studie, som bl.a. Københavns Universitet har medvirket til.
Baggrunden er et samspil mellem vandmængden i jorden, konkurrencen mellem forskellige plantearter og en øget forekomst af metan-nedbrydende bakterier. Dog kan øget nedbør ødelægge de gode udsigter.
Når metan i første omgang overhovedet undslipper fra den tøende permafrost skyldes det nogle specielle græsarter. Disse arter har udviklet lange sugerør, der transporter ilt fra overfladen og ned til rødderne. Men metanen undslipper den modsatte vej.
Permafrosten fungerer nærmest som bunden i et badekar, og når den smelter, er det som at trække proppen ud af badekarret, så vandet kan sive ned. Det dræner jorden og giver plads til nye plantearter, som er bedre tilpasset mere tørre forhold. Og det er præcist det, vi ser på de svenske lokaliteter, forklarer professor Bo Elberling fra CENPERM (Center for Permafrost) ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
Dermed forsvinder transportmuligheden op til overfladen, og metanen bliver i jorden. Her vil der ydermere blive bedre vilkår for jordbakterier, der nedbryder metanen til CO2.
En oplagt antagelse vil være, at man i stedet ville se en stigning i CO2-udledningen, men det har heller ikke været tilfældet. Tolkningen er, at CO2-balancen i langt højere grad styres af planterne end af mikroorganismerne
Derfor er det nærliggende at tro, at hvis mikroorganismerne mindsker udledningen af metangas, fører det blot til en øget udledning af CO2 i stedet. Men i studiet har forskerne ikke kunnet observere en signifikant stigning i CO2-udledningen.
Det tolkes som værende et resultat af en CO2 balance, som i højere grad er styret af planternes rødder end den CO2 der frigives fra mikroorganismer der nedbryder metan. Helt afgørende er det desuden, at selvom metan ender som CO2 er det godt for klimaet. Metan regnes nemlig for at være en mindst 25 gange værre drivhusgas end CO2.
Når IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) i deres seneste rapport udtaler sig om det fremtidige metanbudget for Arktis, har de ikke taget højde for de forhold, som vi belyser i studiet. Med dette studie vender vi op og ned på den generelle opfattelse af, at permafrost, der tør, altid er forbundet med øget metanfrigivelse, påpeger Bo Elberling.
De gode udsigter til at slippe for en stor mængde metan kan dog blive spoleret af øget nedbør i de berørte områder. Hvis det bliver tilfældet, vil områderne ikke blive tørlagte på samme vis, og hele den føromtalte balance vil blive forrykket – måske med et højere metanudslip til følge. Og netop mængden af nedbør er notorisk svær at forudsige, ikke mindst på fx Arktis.
Studiet er lavet i et samarbejde mellem Göteborg Universitet, Ecole Polytechnique i Frankrig og Center for Permafrost (CENPERM) ved Københavns Universitet
Kilde: KU
