To amerikansk-baserede bioteknologiske virksomheder – Twelve (tidligere Opus 12) og LanzaTech – har indgået partnerskabsaftaler om produktion af det, der beskrives som verdens første biobaserede polypropylen, produceret med kuldioxid som råvare.
Opstartsvirksomheden Twelve har udviklet en teknologi, der omdanner kuldioxid til materialer, der ellers traditionelt er fremstillet af fossile brændstoffer, og bioteknologiselskabet LanzaTech har specialiseret sig i at fange industrielle kuldioxidemissioner og omdanne dem til ethanol og andre biomaterialer.
Ved hjælp af biologi kan vi bruge naturens kraft til at løse et særligt aktuelt problem. Overfloden af kuldioxid i vores atmosfære har bragt vores planet i en nødsituation, og vi har brug for løsninger, der reducerer kuldioxid i atmosfæren, lader fossile ressourcer blive i jorden og stoppe klimaændringer, siger LanzaTechs administrerende direktør, Jennifer Holmgren.
Partnerskabet mellem de to virksomheder har til formål at bringe de to platformsteknologier sammen for at muliggøre yderligere produktudvikling fra kuldioxid, fx produktion af biopolypropylen.
Polypropylen er et vigtigt materiale til mange produkter, som vi bruger og er afhængige af i vores daglige liv. I dag er polypropylen normalt fremstillet af fossile råvarer, men vi har nu en metode til at producere dette polymere materiale fra kuldioxid og vand i stedet for fra fossile brændstoffer, og det uden forringelse af kvalitet, effekt eller ydeevne. At erstatte hele verdens fossile polypropylenproduktion med kuldioxidproduceret polypropylen ville reducere kuldioxidemissioner med anslået 700 millioner tons om året eller mere, siger Twelve’s forskningschef Etosha Cave.
Kilde: Nordisk Bioplastförening