Holder I onlinemøder? Hvis virksomheden er som flest, så har diverse former for møder over internettet i nogen grad erstattet de fysiske møder, og mange har fundet ud af, at det giver god mening for nogle typer møder.
Det som mange til gengæld ikke er klar over er, at online-møder på det it-sikkerhedsmæssige områder kan være hullede som en si. Og nu viser en ny undersøgelse foretaget af YoyGov på vegne af BenQ Nordic, at mange ikke er klar over det.
– De fleste virksomheder har styr på, at de skal beskytte deres computere og netværk imod sikkerhedstrusler, men mange ved ikke, at behovet for beskyttelse gælder al hardware – også et trådløst mødeværktøj der sikrer, at man nemt kan mødes online og dele diverse dokumenter. Det er et meget overset område, siger Bo Cramér, adm. direktør i BenQ Nordic.
Han henviser til, at trådløse præsentationsløsninger såvel som en fladskærm i et mødelokale i dag er at betragte som intelligente enheder, der er tilkoblet internettet og derfor udgør en potentiel sikkerhedstrussel. Virksomheder risikerer derfor blandt andet at få stjålet de data, de deler under onlinemøder – som både kan være personfølsomme og forretningskritiske.
Det kan i særlig grad være kritisk for kommuner, skoler, banker og advokatkontorer – men ifølge Bo Cramér bør også helt almindelige virksomheder se i retning af sikkerhedsprotokollen WPA2 og tofaktorgodkendelse, ligesom han af sikkerhedsmæssige årsager anbefaler kun at benytte hardwarebaserede mødeværktøjer uden behov for at installere software.
– Danmark er i høj grad i fokus hos alverdens cyberkriminelle, og det er danske virksomheder nødt til at forstå alvoren af. Et godt sted at starte er ved at betragte alle enheder, der er til tilkoblet internettet, som en potentiel sikkerhedsrisiko – uanset om der er tale om printere, alarmanlæg, robotplæneklippere eller trådløse mødeværktøjer. Og så er det en rigtig god ide at have særligt fokus på de mange forretningskritiske dokumenter, der bliver delt under onlinemøder, siger han.
Kilde: BenQ Nordic