Mange har nok ikke bidt mærke i det, men det periodiske system er faktisk lidt som et partitur. Tallene 2, 8 og 32, er ligesom 3, 5 og 7 helt afgørende, men kigger man nærmere efter, genfinder man de samme tal i musikkens verden.
Dykker man mere ned i de to ellers så forskellige områder, genfinder man flere overraskende ligheder. Særligt vigtigt for dem begge er spændingen imellem balance og ubalance.
Kemi er i sin essens stoffers forsøg på at opnå balance enten med sig selv (stabilitet) eller med hinanden (molekyler og ioner), og musik er en konstant vekselvirkning imellem spænding og forløsning via lyd og pause.
Det kunne man slå hen som en pudsig opdagelse, men jazzguitarist og lydkunstner Tao Højgaard aka Mute State har en anden tilgang. Han har oversat det periodiske system til musik.
Sammen med biokemiker Jacob Engelbrecht er det blevet til det helt nye album “The Periodic Table Arranged for Guitar and Sampler”.
Det er ikke bare en slags fri gendigtning, men en kronologisk gennemspilning af det periodiske system. En minutiøs oversættelse, der beskriver udviklingen fra de simpleste atomer til de allermest komplicerede.
Og det rækker videre ud. Albummet materialiserer sig også i en række forelæsningskoncerter på danske og udenlandske universiteter og konferencer, hvor både form og formål udfoldes detaljeret for til sidst at munde ud i en fuld live-opførelse af det periodiske system.
Og vil man allerede nu have forsmag på, hvor det det periodiske system lyder i musikalsk form, kan man få det her.