De fleste har sikkert set de små biller, der triller rundt med kugler af møg, der er større end dem selv. Nu viser det sig, at de er i stand til at udnytte polariseret månelys til at navigere efter – også selvom lyset bliver “forurenet” af kunstig lys fra blandt andet gadelys.
Lys fra månen bliver polariseret på sin vej gennem atmosfæren. Polariseringen er forskellig alt efter månens faser. Ved fuldmåne er det stærkest, men bare en tredjedel ved halvmåne og en femtedel ved nymåne. Det er ifølge James Foster, forsker ved Biologisk Institut ved Lunds Universitet, første gang, at man har konstateret en forskel i polariseringen afhængig af månens faser.
Disse ændringer påvirker billens evne til at navigere. Ved fuldmåne er de i stand til at udnytte en polariseret lysstyrke, der er på en tusinddel af lysstyrken om dagen. Billerne er lige så gode til at navigere efter polariseret månelys, som bierne er til at udnytte det polariserede dagslys, hvilket betyder, at de kan udnytte fuldmånens skær, selv midt i en storby, hvor der er masser af kunstigt lys.
Kilde: lu.se