Tøj, der kan optage og gemme lyd, kan lyde som det rene science fiction, men faktisk er der beklædningsgenstande med de egenskaber på vej fra forskere på Massachusetts Institute of Technology.
Trøjen er fremstillet af specielle fibre med såkaldte piezoelektrisk egenskaber, der genererer en elektrisk spænding, når de udsættes for tryk. Fibrene indeholder forskellige typer plastik, krystal og metal og er mindre end en millimeter i diameter. En fordel ved stoffet er, at det er vaskbart, hvilket betyder, at det kan bruges til netop tøj.
Mikrofonstoffet minder meget om det menneskelige øre: Stoffet omdanner trykbølgerne fra mekaniske vibrationer til elektriske signaler, som vi kan afspille og lytte til.
Tøjet er ikke vævet fuldstændigt af de specielle fibre. De udgør kun en lille del, men betyder, at hele beklædningsgenstanden får de piezoelektrisk egenskaber.
I øjeblikket skal stoffet forbindes med små ledninger til højttalere eller hukommelseskort, for at vi kan lytte til og gemme optagelserne. Men forskergruppen har også udviklet en skjorte med bluetooth-funktion, hvor de piezoelektriske fibre kan sende lyden trådløst til en modtageenhed.
Og hvad skal det så anvendes til?
Hvis mikrofonen bruges i en skjorte, kan den udover at høre menneskelige samtaler også fange hjerteslag og vejrtrækningslyde. Derudover kan stoffet mærke, fra hvilken retning lydene kommer. Ifølge forskerne vil de specielle trøjer i fremtiden kunne bruges af mennesker med hjertefejl til at måle deres puls i løbet af dagen eller som forstærkning til høreapparater.
Kilde: svt