Bedre medicin, bedre udnyttelse af den vedvarende energi og helt nye materialer er bare nogle af de få forudsigelser, der knytter sig til de to store forskningsfaciliteter, ESS og Max IV, der begge ligger i Lund, faktisk relativt tæt på hinanden.
ESS, European Spallation Source, anvender neutronspredning, og man vil, ved hjælp af et enormt mikroskop kunne fotografere og filme enkelte atomer i materialer. Selve centret ligger som sagt i Lund, mens et tilhørende datacenter er placeret i København.
Naboen, Max IV, er modsat ESS, et rent svensk projekt. Også her er der tale om et slags kæmpe-mikroskop, men på Max IV vil man anvende det, som man selv beskriver som “den klareste røntgenkilde i verden”. Det vil give mulighed for at se, hvordan for eksempel atomer og celler opfører sig.
Forudsigelserne om, hvilke nye opdagelser de to faciliteter kan kaste af sig, står som sagt nærmest i kø. Udvikling af mere resistente afgrøder, der mætter mere, er for eksempel også på tale.
Mens Max IV har været i gang siden 2016, er det planen, at ESS står klart i 2023. Det er på nuværende tidspunkt, ifølge ESS selv, 68 procent klar.
Kilde: lu.se