Sverige oplever dette efterår et regulært udbrud af sygdommen harepest. Som KemiFokus skrev i august, så arbejder blandt andet svenske forskere på en vaccine mod harepest, og det skyldes, at landet med mellemrum oplever et udbrud af sygdommen, der kan gå fra dyr til mennesker (zoonose). Et sådan udbrud er i gang i øjeblikket. Indtil nu er der indrapporteret 690 tilfælde, og ingen forventer, at det stopper her. Dermed nærmer man sig det hidtil største udbrud, som fandt sted i 2015 med 859 tilfælde.
Faktisk har stigningen denne august været den hurtigste hidtil. Alene i Gävleborg, mellem Stockholm og Sundsvall, er der således 159 tilfælde. Smitten kan komme enten ved at håndtere syge og døde dyr, ikke kun harer, men også andre gnavere, forkert. Sygdommen smitter også via myg og andre insekter.
Sygdommen er dødelig for dyrene, men ikke for mennesker. Man bliver dog ganske syg med influenzalignende symptomer.
Her i landet er harepest ganske usædvanlig. Mens der på et normalt år er omkring 100 tilfælde i Sverige, er der som hovedregel under 10 her i landet, der får diagnosen harepest. Det er ofte jægere, der rammes.