Sverige står muligvis bedst rustet til et eventuelt tilbageslag af covid-19 til efteråret, mens andre lande, som for eksempel Danmark, vil opleve en anden omgang, der kan blive langt værre end det, som vi har på nuværende tidspunkt. Sådan lyder det i en rapport fra Harvard-universitet, der således støtter det, som er blevet kaldt den svenske model. En model, som flere ellers har kaldt direkte uansvarlig.
Rapporten slår fast, at man skal holde sig til en flad, langstrakt epidemi-kurve. Så langt er alle lande enige, også Sverige, men vejen derhen er lidt forskellig, og det samme er idéen om, at flokimmunitet kan hjælpe. Ifølge undersøgelsen skal smittetrykket holdes nede, men ikke for langt nede. I den svenske model opbygger man, ifølge både rapporten og de svenske sundhedsmyndigheder, hurtigere den såkaldte flokimmunitet, der kan mindske eller helt forhindre den såkaldte 2. bølge.
Det er ikke tilfældet, hvis man allerede nu har et voldsomt arbejde for at holde smittetrykket nede. Der kommer givetvis færre smittede og døde i første bølge, men 2. bølge vil til gengæld slå hårdere, fordi alt for få i samfundet er smittede.
Ikke alle svenske forskere er dog enige i den valgte strategi. Flere gange har forskere udtalt sig meget kritisk om den valgte tilgang, og opfordret til, at man gør som for eksempel både Finland og Danmark, der har langt færre døde.
Sverige har passeret 1.000 dødsfald. Danmark har cirka 300.