
Når krøllede hjerner finder på fremtidens gode idéer, halter det ofte efter med viden om patenter og varemærker, også kaldet for IP rettigheder.
Det viser en stikprøve, som Operate har foretaget for Patent- og Varemærkestyrelsen på landets professionshøjskoler. Hele 61 procent af de studerende havde intet kendskab til IP-rettigheder. Omvendt mente 81 procent, at at det giver mening at sætte fokus på, hvordan man passer på og styrker sine idéer i studietiden, så man er rustet, når man er færdiguddannet.
Patent- og Varemærkestyrelsen vil derfor gerne have IP-rettigheder som en naturlig del af undervisningen hos langt flere innovationsinteresserede studerende og elever, så de kreative hjerner fremover står så stærkt som muligt, når de skal forvandle deres idéer til kommercielle succeser.
De studerende ønsker mere viden om IP-rettigheder, når de lærer om innovation og entreprenørskab. Noget vi kun kan bakke op om: Rettigheder kan nemlig gøre forskellen på en god idé og en gunstig forretning, men det er der for mange, der for sent opdager, så de går glip af vækstmuligheder eller først bliver klar over det, når de er blevet kopieret. Derfor vil vi gerne så tidligt som muligt gøre dem opmærksomme på, at det er vigtigt at have styr på sine rettigheder, siger Barbara Suhr Jessen, der er sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Undersøgelser viser, at IP-rettigheder som varemærker og patenter kan have afgørende betydning for vækst og tiltrækning af investorer for iværksættere og SMV’er. Derfor har Patent- og Varemærkestyrelsen i selskab med flere danske professionshøjskoler udviklet et online videns-univers og undervisningsmateriale, der giver de studerende den viden om IP, som de savner.
Kilde: Patent- og Varemærkestyrelsen