
Leon Herrmann fra Danmarks Tekniske Universitet får Danish Composite Award 2022 for sit speciale om 2D finite modeller som metode til at forudsige skadesudvikling i kompositkonstruktioner. Leon fremlægger sine resultater på Kompositsektionens årsmøde til september.
Den talentfulde studerende får prisen for sit speciale, som er udført i samarbejde mellem DTU Vindenergi, DTU Mekanik og Technical University of Munich. I projektet har Leon Herrmann undersøgt et nyt 2D finite element, der kan analysere tunnelrevner i lagdelte kompositlaminater.
Dette har indtil nu kun har været muligt at gøre ved brug af en fuld 3D finite element model.
Først og fremmest er jeg utrolig taknemmelig over de muligheder, jeg har fået igennem mine vejledere Lars Mikkelsen, Christian Niordson og Brian Legarth. Forskningen ville ikke have været muligt uden dem. Prisen er en stor anerkendelse af vores arbejde og øger min motivation til at fortsætte mit bidrag inden for udvikling af kompositter, lyder det fra prismodtageren
Specialet blev udført i samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet og Technical University of Munich og blev bedømt til topkarakter.
Begrundelsen uddybes i indstillingen af Lars Pilgaard Mikkelsen, lektor ved DTU Vindenergi og hovedvejleder på projektet:
Kandidatspecialet er af virkelig høj kvalitet og er blevet bedømt til topkarakter. Specialet har allerede ledt til to indsendte videnskabelige artikler til højt rangeret videnskabeligt tidsskrifter, og herudover to artikler under udarbejdelse. Modellerne, som Leons speciale omhandler, er allerede nu blevet brugt af nogle af vores Ph.d.-studerende til at studere deres laminater ned i en detaljeringsgrad, som hidtil ikke har været muligt baseret på eksisterende finite element modeller.
Leon Herrmann er siden færdiggørelsen af specialet blevet headhuntet til universitetet i München, hvor han som Ph.D. skal forske på simulationsmetoder og kunstig intelligens til revner inden for geoteknik.
Prisen bliver officielt uddelt til Kompositsektionens årsmøde til september, hvor Leon Herrmann har takket ja til at deltage og præsentere afhandlingens resultater.
Som vinder af Danish Composite Award får Leon Herrmann mulighed for at deltage i den internationale kompositmesse JEC i Paris – og det har han takket ja til.
Jeg glæder mig meget til årsmødet til september, hvor jeg kommer til at lære endnu mere om kompositmaterialer og diskutere mine resultater med deltagerne. At prisen medfører en deltagelse til JEC i Paris er selvfølgelig også fantastisk. På konferencen håber jeg at få et bedre billede og et dybere indblik i de forskellige områder inden for kompositmaterialer – og at lære så meget som muligt af alle de dygtige forskere, understreger han.
Kilde: Plastindustrien

