Har du feber? En dunkende hovedpine? Føler du smerter eller en trykken for brystet? Hvad er din nuværende kropstemperatur? Og kan du tage en dyb indånding og holde vejret i 10 sekunder uden at hoste?
Alle danskere kan nu bidrage til forskning i coronavirus. En person med coronavirus har værdifuld indsigt i præcist, hvilke symptomer virussen medfører – men en helt symptomfri person kan ligeledes bidrage med værdifuld viden om udbredelsen af coronavirus i Danmark.
Aalborg Universitet har netop lanceret en digital kortlægningsplatform, en beta-version af C19 SymMaps, hvor alle danskere kan bidrage ved at registrere deres aktuelle sundhedstilstand. Den indsamlede data skal give et enestående billede af coronavirus i Danmark og kan på sigt måske bruges til udvikling af vacciner eller prognoser for andre sygdomsepidemier.
– Vi har brug for mere detaljeret viden om de symptomer, som covid-19 medfører. Da det kun er personer med meget svære symptomer, der indlægges og dermed følges af sundhedsvæsenet, er der en stor gruppe med lettere eller måske slet ingen symptomer, som vi ved meget lidt om. Men denne gruppe har værdifuld viden om, hvilke symptomer sygdommen medfører. Med C19 SymMaps kan vi få et detaljeret overblik over bredden, smitteudviklingen og forandringer i symptomer over tid. Derfor håber vi, at så mange danskere som overhovedet muligt har lyst til at bidrage med information om lige præcis deres sundhedstilstand, uanset om de kun har få eller slet ingen symptomer, forklarer lektor Shellie Boudreau fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
Softwaren fungerer i praksis ved, at man via et simpelt tegneprogram markerer, hvor man har ondt eller oplever ubehag og derudover registrerer for eksempel sin temperatur og øvrige symptomer. Man kan registrere sin tilstand flere gange dagligt og på den måde bidrage til et detaljeret overblik over covid-19-symptomer.
C19 SymMaps findes her
Kilde: Aalborg Universitet