Dielektriske elastomer er relativt nye, men kendes i dag nok bedre under deres mere mundrette navn, kunstige muskler. Årsagen til det lidt pudsige navn er, at materialet kan flekse præcis som en muskel, og baggrunden for den egenskab ligger i konstruktionen. Materialet består af en elastisk polymer, ofte silikone, klemt inde mellem to fleksible elektroder.
Men de har en udfordring, varme. Høje temperaturer får dem ganske enkelt til at bryde sammen. En kunstig muskel opbygges af lag på lag af dielektriske elastomere. De mange lag kaldes tilsammen en stak. I en bølgehøster kan der være op til 300 lag.
Men hvor mange lag kan stakken have, før den bryder sammen, eller når det, som kaldes for sammenbrudspunktet? Det afhænger af tre meget essentielle parametre, der alle fører tilbage til musklens ømme varme, tå.
De tre er stakkens diameter, det elektriske felt og endelige spiller omgivelsernes temperatur ikke underligt også en rolle.