
Når man skifter til vegansk kost, lyder rådet ofte, at man skal være opmærksom på at få proteiner nok. Når man ikke vil spise animalsk, kan det også være svært at hente protein via de proteindrikke, som findes, men en gruppe studerende på Lunds Universitet har måske svaret. De har fremstillet en proteindrik, der er baseret på fermenterede ærter.
Udover at give et ekstra tilskud af protein, syntes drikken også at øge optagelsen af for eksempel jern, der kan være problematisk for veganere. Ifølge de studerende er det netop gæringen, der fjerner de stoffer, som normalt blokerer for jernoptagelsen.
Udover de sundhedsmæssige aspekter af drikken, anvendes hele ærten, så der kommer intet spildprodukt.
Nu handler det som sagt kun om et produkt, der er fremstillet i et laboratorium af otte studerende, men perspektiverne er mange. For eksempel er drikken baseret på gråærten, en meget gammel ærtesort, som er blevet udkonkurreret af de grønne og gule ærter, men som faktisk har en række fordele. Den er næringsrig og neutral i smagen. Den kan dyrkes i Skandinavien, og er dermed et oplagt alternativ til den store mængde soja, der ellers bruges i diverse protein-produkter til veganer.
Og så har de fermenterede ærter en anden lille fordel. Bælgfrugter kan ofte give fornøjelse af flere prutter, da tarmbakterier danner luft. Men den proces er allerede sket i fermenteringen, så det er også et, skal vi sige, lugtfrit alternativ.
Om drikken nogensinde kommer videre end det skånske laboratorium er alt for tidligt at sige, men idéen er der i hvert fald.
Kilde: lu.se