Her i 2019 kan vi fejre to af kemiens helt store begivenheder – offentliggørelsen af det periodiske system i 1869 og dannelsen af IUPAC i 1919.
Da den russiske kemiker Dmitrij Ivanovitj Mendelejev for 150 år siden offentliggjorde det periodiske system, var det et brud med tidligere forsøg på at sætte kemi på tabeller. Frem for at tage udgangspunkt i selve grundstofferne, var det grundstoffernes kemiske forbindelser, som dannede grundlaget for opbygningen af periodesystemet, som det også kaldes.
Mendelejevs system holder stadig i dag, og er et nyttigt redskab, når man tænker kemi. Det samme er IUPAC (International Union of Pure and Applied Chemistry), der blev dannet i 1919. I dag er det for mange yderst nærværende, når kemiske forbindelser skal navngives i REACH-dokumenter.
Netop den kemiske nomenklatur er blandt de klassiske IUPAC-områder, men den kendes for eksempel også fra standardopløsninger til kalibrering af pH-elektroder.
Både det periodiske system og IUPAC er så grundlæggende for dagens forståelse af kemi, at Dansk Kemi fejrer det med en række artikler om dem begge i løbet af året.
Læs de første artikler om dem i Dansk Kemi udgave 1, side 7 (IUPAC) og side 10 (periodesystemet).