53-årige Mogens Rysholt Poulsen er fra 1. september ansat som dekan for Aalborg Universitets nye fakultet for ingeniør- og naturvidenskab. Han kommer fra en stilling som institutdirektør for DTU Nanotech.
– Med ansættelsen af Mogens Rysholt Poulsen får Aalborg Universitet (AAU) ikke alene en fagligt velfunderet dekan med grundigt kendskab til ingeniørområdet og universitetssektoren, men også en leder, som har skabt markante resultater i forhold til områder, der er centrale for AAU, siger rektor Per Michael Johansen, AAU.
Mogens Rysholt Poulsen har således mange års erfaring med innovation, entreprenørskab og med at bringe forskere, studerende og virksomheder sammen, så forskningen skaber værdi for samfundet. Det er netop muligheden for at arbejde videre med og udvikle disse områder yderligere, der gjorde jobbet interessant for den nye dekan, der betegner AAU som et universitet i fremdrift.

