Det indgåede arbejdsmiljøforlig indeholder ikke meget om det kemiske arbejdsmiljø. Formanden for Folketingets Beskæftigelsesudvalg, Bent Bøgsted, havde meddelt mig, at han i forhandlingerne ville inddrage min artikel i KemiFOKUS: Det dårlige kemiske arbejdsmiljø.
Der står i forligsteksten: “- Øget fokus på kemi” og senere:
“Der omprioriteres 10,0 millioner kroner årligt fra Arbejdsmiljøfonden i 2020 til 2022 til forskning i kemisk arbejdsmiljø forankret i det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, herunder i grænseværdier for kræftfremkaldende stoffer. Viden om kemisk arbejdsmiljø, herunder viden om grænseværdier, skal knyttes tæt til Arbejdstilsynets indsats”.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er der årligt 1.600 tilfælde af arbejdsbetinget kræft i Danmark. Ifølge ILO dør årligt 2.000 af snigende sygdomme i Danmark på grund af dårligt arbejdsmiljø. Derudover kommer der mange flere syge, der ikke dør af dårligt arbejdsmiljø, men får for eksempel allergi.
Det er en meget lille indsats set i forhold til antallet af ofre. De tilførte 460 millioner kroner over tre år vil betyde, at Arbejdstilsynet ikke skal gennemføre de planlagte fyringer. De realiserede forslag har skulle være udgiftsneutrale, og der bruges ikke af de 1,25 milliarder kroner i fonden til et bedre arbejdsmiljø.
Der er intet om at forbyde de kræftfremkaldende stoffer, som i mange år har været forbudt i nabolande eller et generelt forbud og erstatning/substitution af kræftfremkaldende stoffer, når det afgørende er at få dem fjernet fra arbejdsmiljøet og det øvrige miljø.
Så reelt er forliget ikke udtryk for et sikkert og sundt arbejdsmiljø, selvom det ellers mange gange fremhæves i forligsteksten. Jeg oplever, at Danmark er karakteriseret ved, at alle går ind for et sikkert og sundt arbejdsmiljø, men når det kommer til realiteterne, er det meget lidt, der kommer ud af det.
Der er ikke et ord om erstatning/substitution af farlige kemiske stoffer, der er det vigtigste i min forskning, og som nu bliver promoveret af det amerikanske arbejdsmiljøinstitut, NIOSH, på Wikipedia: Substitution of dangerous chemicals.
Det kan skyldes, at det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø ikke har nogen procesteknisk viden og derfor har vanskeligt ved at foreslå substitution. Det kan kun fastholde de farlige stoffer i virksomhederne og problemerne ved oparbejdelsen og bortskaffelsen af disse.
Det virker også som om, at forligspartierne, der er Folketingets partier minus Enhedslisten, stadig sidder fast i den retarderede opfattelse af, at man kan løse alle kemiske arbejdsmiljøproblemer med de traditionelle sikkerhedsforanstaltninger. Det kan man ikke med kemiske stoffer med langtidsvirkninger som kræft, ændring af arveanlæg, allergi, hjerneskader, fosterskader og hormonforstyrrende effekter. Her må man anvende substitution.
Så der er en reel risiko for, at der ikke sker ret meget, men at man illuderer, at der gøres noget.
Et eksempel er vindmøllefabrikkernes brug af epoxy og isocyanater med problemer både i Danmark og Spanien, og som åbenbart ikke kan løses med de traditionelle sikkerhedsforanstaltninger. Når de store virksomheder har problemer med det kemiske arbejdsmiljø, vil disse normalt være endnu større i mellemstore og mindre virksomheder ved de tilsvarende processer. Epoxy og isocyanater var i slutningen af 70’erne oppe i en heftig debat om deres langtidsvirkninger, og der er ikke arbejdet med udvikling af substitutionsmuligheder.
Med nedlæggelse af Bedriftssundhedstjenesten, de hidtidige besparelser, to ud af tre indsatsområder i det nuværende forlig gav forværringer, og det nye forlig, føler jeg mig sat tilbage til 70’erne, hvor arbejder/akademikerrapporterne afslørede det dårlige danske arbejdsmiljø.
Arbejdende menneskers liv og helbred betyder reelt meget lidt, selvom det verbalt fremstår som det modsatte. Dette bekræftes af forligspartierne ved de udgiftsneutrale forslag, og at der ikke må bruges af de 1,25 milliarder kroner i fonden til et bedre arbejdsmiljø.
Et lyspunkt var et møde i DI i marts 2018 arrangeret af DI og Miljøstyrelsen, hvor der blev fremlagt gode eksempler på substitution.
Men det skulle nu foregå på en anden måde, blev det meddelt, idet DI havde fået skubbet politikerne ud af det udvalg, som bevilgede Miljøstyrelsens penge til projekterne, og indsat deres egne. Nu skulle ansøgninger primært kunne påvise økonomi og arbejdspladser. Hvis de ikke gjorde det, kunne man godt opgive at indsende en ansøgning. Sekundært kom så miljø og sundhed.
Det synes jeg, at politikerne skulle se på.
Frode Sørensen pensioneret arbejdsmiljøforsker, civilingeniør
