Hvis man skal finde en kur mod en sygdom, må man som hovedregel først finde årsagen. Det har været et problem med den invaliderende sygdom, Parkinsons.
Nu er der imidlertid håb forude, for forskere fra Københavns Universitet løfte sløret for, hvad der sker inde i hjernen hos Parkinsonspatienter.
– For første gang kan vi vise, at mitokondrier, de vitale energiproducenter i hjerneceller, især neuroner, bliver beskadiget, hvilket fører til forstyrrelser i mitokondrielt DNA. Det igangsætter og spreder Parkinson som en steppebrand gennem hjernen, siger professor Shohreh Issazadeh-Navikas og tilføjer:
– Vores resultater fastslår, at spredningen af det beskadigede genetiske materiale, mitokondrie-DNA, forårsager symptomer, der minder om Parkinsons sygdom og dens udvikling til demens.
Parkinsons er en kronisk tilstand, der giver symptomer som gangbesvær, rystelser, kognitive udfordringer og i sidste ende demens. Omkring 10 mio. mennesker lider af den uhelbredelige sygdom.
I undersøgelser af både muse- og menneskehjerner kunne forskerne se, at skaden på mitokondrier i hjerneceller opstår og spredes, når disse celler har fejl i deres normale evne til at bekæmpe virus.
– Det viste sig, at små fragmenter af – faktisk DNA – fra mitokondrierne frigives til cellen. Når disse fragmenter frigives, bliver de giftige for cellen, hvilket får nervecellerne til at udstøde dette giftige mitokondrielle DNA, forklarer Shohreh Issazadeh-Navikas.
– Fordi hjernecellerne er så tæt forbundne, spredes disse giftige DNA-fragmenter til naboceller og fjerntliggende celler, svarende til en ukontrolleret skovbrand udløst af en lille gnist, tilføjer hun.
Shohreh Issazadeh-Navikas forestiller sig, at studiet markerer det første skridt hen imod en bedre forståelse af Parkinsons og udviklingen af fremtidige behandlinger, diagnostik og måling af behandlingseffektivitet for sygdommen.
– Det kan være muligt, at skaden af mitokondrie-DNA’et i hjernecellerne siver fra hjernen ud i blodet. Det ville gøre det muligt at tage en lille prøve af en patients blod og på den måde diagnosticere tidligt, eller for at fastslå hvor godt fremtidige behandlinger virker, siger Shohreh Issazadeh-Navikas.
Kilde: Københavns Universitet
