Alfa Laval Nordic A/S, Food & Water Division, har indgået strategisk samarbejde med Iversen Trading ApS, som pr. 1. oktober 2017 er udnævnt autoriseret forhandler på hele porteføljen af sanitære pumper til føde- og drikkevareindustrien. Desuden vil Iversen Trading ApS også kunne tilbyde Alfa Lavals øvrige sanitære produktsortiment.
Udover at sælge og rådgive omkring pumper, vil Iversen Trading ApS også udføre service og levere reservedele til Alfa Laval-produkter. Alle disse kompetencer vil kunne blive udnyttet af danske kunder via den lokale repræsentation. Systembyggere og entreprenører vil fortsat have den direkte kontakt og handel med Alfa Laval Nordic A/S.
Om Iversen Trading ApS
Iversen Trading ApS har mere end 40 års erfaring inden for flowbehandling og flowregulering. Virksomheden fungerer i dag som totalleverandør inden for flowkomponenter.
Om Alfa Laval
Alfa Laval er global leverandør af specialiserede produkter og engineering-løsninger baseret på virksomhedens kerneteknologier inden for varmeoverførsel, separation og væskebehandling.