Holm & Halby udvider forretningen

Laboratorieudstyrsfirmaet Holm & Halby har opkøbt firmaet Laboren, og styrker sig dermed yderligere inden for renrumsområdet

LaboRen, med Jørgen Qvist ved roret, startede for mere end 20 år siden på et tidspunkt, hvor man begyndte at stillet flere krav til renheden i produktionsmiljøer inden for den farmaceutiske industri, elektronikindustrien og ikke mindst inden for sundhedssektoren. Laboren har frem til i dag udviklet sig til en af de stærkeste leverandører på området, og dermed blevet den førende totalleverandør af forbrugsartikler til renrum i Danmark.

Holm & Halby, som er én af Danmarks største udbydere af instrumenter til laboratorier, har i forvejen høj kompetence som leverandør til renrum bl.a. i form af steril-/LAF kabinetter, downflow enheder, airshowers, partikeltællere og ikke mindst teknisk service, projektledelse og rådgivning – derfor var det en naturlig udvidelse at få de personlige værnemidler med, således at firmaet nu dækker renrums området i endnu større omfang end tidligere.

En del af vores fremtidsplan
”Tilkøbet af forbrugsartikler til renrum er en del af Holm & Halbys fremtidsplan med at blive total leverandør til renrum. Med LaboRen bliver Holm & Halby nu i stand til at varetage hele forløbet fra opbygning af selve renrummet til dets daglige drift” udtaler Morten Dyrner, adm. direktør i Holm & Halby.

I forbindelse med købet af LaboRen følger også grundlæggeren og specialisten Jørgen Qvist med, så produktviden er på plads også efter overtagelsen. Desuden tilføres der nye ressourcer til LaboRen på produktspecialist siden for at styrke udviklingen af forretningen.

Købet af Laboren tilfører ca. 10% yderligere til Holm & Halby’s årsomsætning, som dermed bliver ca. 125 mio. kr. årligt

Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte direktør Morten Dyrner på e-mail md@holm-halby.dk