
Spiser du meget rødt kød, er der en øget risiko for, at du på sigt kan udvikle tarmkræft. Men måske er der en mulighed for at sænke den risiko, men uden at skulle ændre kosten dramatisk.
Det handler om koblingen mellem dannelsen af de uønskede nitroso-forbindelser i tarmen og indtagelse af en calcium-rig kost. Befolkningsundersøgelser har vist, at en kost med et højt indhold af calcium, nedsætter risikoen for dannelse af nitroso-forbindelser og dermed også for udvikling af tarmkraft.
Det kan give grobund for nye kødprodukter, hvor man tilsætter calcium, og dermed reducerer den mulige dannelse af kræftfremkaldende forbindelser.
Endnu er hele virkningsmekanismen ikke klarlagt, men en mulig forklaring er, at calcium kan gøre det såkaldte hæm-jern, der er helt centralt i dannelsen af de nitroso-forbindelser, mindre kemisk tilgængeligt.