
Nordjylland skal være et af de i alt otte erhvervsfyrtårne, der skal etableres rundt om landet, og i det nordjyske får man ansvaret for CCUS-teknologien (Carbon Capture, Utilization and Storage).
Baggrunden for valget af det område er, at landsdelen allerede i dag står stærkt, og var derfor det oplagte valg.
Partnerskabet for det nordjyske erhvervsfyrtårn består foruden regeringen af det lokale konsortium, Erhvervshus Nordjylland samt Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Det lokale konsortium består af en lang række lokale og nationale aktører, og er i partnerskabet repræsenteret ved Michael Lundgaard Thomsen, Direktør i Aalborg Portland samt Per Michael Johansen, Rektor på Aalborg Universitet.
Regeringen har i alt afsat 1 milliard kroner til at udvikle de otte lokale erhvervsfyrtårne. Erhvervsfyrtårnene bygger på anbefalinger fra regeringens regionale vækstteams og skal med udgangspunkt i lokale erhvervsstyrker bidrage til at opdyrke nye danske styrkepositioner inden for bl.a. bæredygtigt byggeri, Power-to-X, CO2-fangst, biosolutions og robotteknologi. Med partnerskaberne går regeringen skridtet videre og forpligter sig til at udvikle erhvervsfyrtårnene gennem en række forskellige initiativer.
Kilde: Erhvervsministeriet