– en virksomhed, der har en historie med mange facetter.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 4, 2025 og kan læses uden illustrationer, strukturer eller ligninger herunder
(læs originalartiklen her)
Af Kurt Jacobsen, dr.phil.
Den 29. januar 2004 fusionerede de to danske virksomheder, Novozymes A/S og Chr. Hansen A/S, og dannede et nyt selskab med navnet Novonesis A/S. Det fortsættende selskab var Novozymes, der var klart det største af de to selskaber, mens Chr. Hansen blev opløst som et selvstændigt selskab blot otte uger inden sin 150-års fødselsdag 24. marts 2024.
En virksomhed med en særlig historie
Det er usædvanligt, at erhvervsvirksomheder overlever i 150 år, men Chr. Hansen har opereret på verdensmarkedet fra det industrielle gennembrud i Danmark i 1800-tallet op gennem hele det 20. århundrede til de første årtier i 21. århundrede. Det lykkedes således Chr. Hansen at klare sig igennem en både langvarig og omskiftelig periode med blandt andet to verdenskrige, recessionen i 1930’erne, den kolde krig, østblokkens sammenbrud samt globaliseringen. Hertil en kolossal økonomisk og teknologisk udvikling.
Chr. Hansens udvikling rummer både familiehistorie, ejerskabshistorie, finansiel historie, teknologihistorie samt ledelses- og organisationshistorie, der – vævet ind i hinanden – har skabt en unik historie om et dansk industriikons til tider turbulente udvikling gennem tre århundreder.
Det bærende grundlag gennem størstedelen af hele udviklingen har været produktion og salg af osteløbe, der var det absolutte hovedprodukt frem til 1980’erne, hvor bakteriekulturer blev et stort og voksende forretningsområde, og hvor udviklingen af de første probiotika kom til at pege frem mod fusionen med Novozymes.
Chr. Hansen opstod på grundlag af et teknologispring, hvor det for første gang lykkedes at fabriksfremstille en ensartet animalsk osteløbe, og siden blev selskabet udfordret i 1960’erne og 1980’erne af to yderligere teknologispring. Hovedemnet for denne artikel er, hvorledes Chr. Hansen håndterede disse to teknologispring; først fremkomsten af såkaldt mikroløbe fremstillet ved fermentering af mikroorganismer, og derefter fremkomsten af såkaldt genløbe fremstillet ved fermentering af genmodificerede mikroorganismer.
Succesens begyndelse
I et foredrag i april 1874 kunne apoteker Christian Hansen meddele, at det var lykkedes ham som den første at udvikle en standardiseret osteløbe med stabil og konstant styrke, og at den ydermere kunne fremstilles fabriksmæssigt. Allerede måneden inden havde han stiftet Chr. Hansens Teknisk-Kemiske Laboratorium (Chr. Hansen) med fabrik på Frederiksberg og kontor i det indre København.
Det er enzymet chymosin, der får mælken til at koagulere og blive til ost, og det var derfor komplicerede problemer, Chr. Hansen uden nutidens kendskab til pH-værdier og proteinkemi måtte overvinde i udviklingen af metoder til ekstraktion af chymosin fra kalvemaver og til enzymkoagulering, så der kunne fremstilles en osteløbe.
Det lykkedes, og Chr. Hansens osteløbe gik hurtigt sin sejrsgang, ikke kun i Danmark, men over det meste af Europa, hvor den blev rost og præmieret på den ene udstilling efter den anden. Samtidig voksede salget med en hast, som formentlig først er set senere med potensmidlet Viagra og vægttabspræparatet Wegovy.
Salget i Europa foregik gennem agenturer og repræsentationer, men i 1878 tog Christian Hansen springet over Atlanten til USA og oprettede som den første danske industrivirksomhed en fabrik og en repræsentation i det forjættede land, Chr. Hansens Laboratory – og succesen var hjemme – også i Amerika.
Chr. Hansen havde også andre produkter i porteføljen, blandt andet smørfarve og ostefarve. Han forsøgte også at udvikle en såkaldt syrevækker – en rendyrket bakteriekultur til fremstilling af syrnede mælkeprodukter, men det mislykkedes. Først i midten af 1890’erne kunne selskabet markedsføre en syrevækker, man havde købt rettighederne til, uden produktet dog blev den store succes.
Osteløben forblev det altdominerende produkt, og det kom til løbende udvidelser af produktionen i både Danmark og USA for at kunne følge med den konstant voksende efterspørgsel.
Krige og mellemkrigstid
Da Christian Hansen døde i 1916, omdannedes selskabet året efter til et aktieselskab med Christian Hansens enke, Agnes Hansen, som eneejer og sønnen, cand.polyt. Johannes Hansen, som administrerende direktør og selskabets stærke mand. Ved Agnes Hansens død i 1930 gik aktierne ligeligt i arv til de seks børn, og de næste knap 60 år var Chr. Hansen A/S kontrolleret af familien.
Under 1. verdenskrig var der oprettet nye fabrikker i England og Canada, og med fabrikkerne i Danmark og i USA var det nyoprettede Chr. Hansen A/S verdens ubetinget største producent af osteløbe.
Efter nogle vanskelige år under efterkrigstidens lavkonjunktur var der igen stærk fremgang – og fortsat med osteløbe som det altdominerende produkt. Også under 1930’ernes økonomiske krise voksede både omsætning og overskud, og der oprettedes nye fabrikker i Tyskland og Italien. Også 2. verdenskrig kom Chr. Hansen helskindet igennem, men efter nogle efterkrigsår med vækst, stagnerede salget op gennem 1950’erne og ind i 1960’erne, til selskabet mødte en udfordring af en helt ny karakter end kriser og krige.
Ny teknologi og konkurrence
Sommeren 1964 foreslog det danske firma Danisco A/S et samarbejde om udvikling af et mikrobiologisk enzym, der kunne erstatte animalsk osteløbe, så Chr. Hansen ikke længere var så afhængig af leverancer af kalvemaver og deres pris. Danisco arbejdede allerede med teknologien, hvor enzymer dannes ved fermentering af mikroorganismer som bakterier og svampe. Forslaget blev afvist, men to år senere begyndte Chr. Hansens forskningsafdeling i København selv at arbejde med udvikling af en brugbar mikroløbe, som det blev kaldt, baseret på skimmelsvampen Mucor miehei.
I medicinalvirksomheden Novo Nordisk, der i forvejen anvendte fermentering til fremstilling af penicillin og industrielle enzymer, arbejdede man imidlertid også med udvikling af en mikroløbe. I foråret 1967 tilbød selskabet et samarbejde, hvor Chr. Hansen fik licens til forhandling af en nyudviklet mikrobiologisk osteløbe, som fysisk-kemisk lå meget nær op ad animalsk osteløbe, og som ifølge Novo Nordisk havde givet udmærkede resultater i praktiske ostningsforsøg.
Også de amerikanske medicinalvirksomheder Miles Laboratories og Pfizer havde mikroløber på vej, og det samme havde en japansk konkurrent. Et samarbejde med Novo Nordisk ville kunne give Chr. Hansen et forspring, men internt i selskabet – og især hos administrerende direktør Frits Schousboe – var der en stærk mistro til mikroløbe og dens forretningspotentiale – selvom man havde sit eget udviklingsprojekt. Tilbuddet blev derfor afvist, og da man erfarede, at Novo Nordisk også baserede sig på Mucor miehei-stammen og var kommet først med en patentansøgning, standsede man sit eget udviklingsprojekt.
Det standsede dog ikke konkurrenterne, og i takt med at anvendelsen af mikroløbe blev stadig mere udbredt og billigere, øgedes presset på Chr. Hansen. Det endte derfor med, at man krøb til korset og så sent som 13. februar 1973 indgik en licensaftale om fremstilling og salg af Novo Nordisks mikroløbe, Rennilase, som allerede blev markedsført af flere konkurrenter – og af Novo Nordisk selv.
Presset på Chr. Hansen aftog derfor ikke, tværtimod, og derfor – og for at frigøre sig fra afhængigheden af Novo Nordisk – satte selskabet i sommeren 1975 et nyt udviklingsprojekt i gang baseret på Mucor pusillus lindt-stammen. Det blev lukket ned i februar 1980, da markedet for mikroløbe var mere end mættet, og et nyt produkt derfor ikke kunne forventes at blive rentabelt.
Udviklingen af chymax
Chr. Hansen fik således ikke udviklet sin egen mikroløbe, men til gengæld så man store perspektiver i et samarbejde, man havde indledt med Carlsberg Laboratorium, hvor man med anvendelse af en ny teknologi, genmodificering, tilførte en svamp eller en bakterie evnen til at producere chymosin, kaldet genløbe, der var helt identisk med enzymet i kalveløbe.
Chr. Hansen spillede imidlertid på flere heste, da man i 1982 yderligere indledte samarbejde med de amerikanske firmaer Dow Chemical Company og Corning Glass Works, hvor sidstnævnte samarbejdede med det amerikanske biotekfirma, Genentech.
I slutningen af 1982 fik Chr. Hansen meddelelse om, at det var lykkedes et fællesejet datterselskab af Corning Glass Works og Genentech, Genencor Inc., at fremstille chymosin ved hjælp af en genmodificeret skimmelsvamp.
I januar 1983 modtog man de første prøver fra USA, der viste, at der var tale om ægte chymosin, og samme forår indgik selskabet en aftale med Genencor, hvorefter Genetech skulle stå for produktionen, mens Chr. Hansen fik eneret til global markedsføring af den nye genløbe, som man forventede – som de første i verden – at kunne sende på markedet allerede i 1983.
Det gik anderledes, da der opstod problemer med enzymets stabilitet, og i stedet forsøgte Genencor at fremstille chymosin ved genmodificering af en ny mikroorganisme, hvilket lykkedes i sommeren 1985 – men kun i laboratorieskala.
Det havde således fortsat lange udsigter, inden en genløbe kunne sendes på markedet, og da Chr. Hansen i foråret 1986 blev kontaktet af hollandske Gist-Brocades, der tilbød et samarbejde om en færdigudviklet, fermenteret genløbe, stillede man sig positiv og indgik i forhandlinger. Samtidig gennemførtes en række positive ostningsforsøg med genløben, men da det hollandske firma, som led i en aftale, forlangte en betydelig aktiepost i Chr. Hansen med et perspektiv om at overtage selskabet, standsede Chr. Hansen forhandlingerne.
Gist-Brocades besluttede derfor selv at markedsføre genløben, der allerede var godkendt i Schweiz, og Chr. Hansen kom dermed ikke først. Til gengæld stod selskabet over for en betydelig udfordring, og man vendte derfor tilbage til Genencor, hvis økonomiske krav om yderligere finansiering, man accepterede, da projektet blev set som eneste mulighed, hvis ikke det skulle gå med genløben, som det var gået med mikroløben.
I juni 1989 kunne Genencor endelig indsende en ansøgning til de amerikanske myndigheder, FDA, om godkendelse af genløben – efter at både Pfizer og Gist-Brocades havde indsendt ansøgninger. Mens Pfizers genløbe, Chymax, blev godkendt i marts 1990 og Gist-Brocades’ i marts 1992, trak det ud med godkendelsen af Genencors, der først blev godkendt i maj 1993. Til gengæld fik Chr. Hansen allerede i juni 1989 godkendt Chymogen, som blev produktnavnet, i Sverige, der blev fulgt af Danmark i 1991 og to år efter af endnu en række europæiske lande.
Hermed var besværlighederne ikke ovre, da patentsituationen var uafklaret med retssager på kryds og tværs mellem aktørerne, hvilket resulterede i nye konstellationer, hvor det lykkedes Chr. Hansen at få greb om markedet. I september 1996 indgik Chr. Hansen og Genencor således en licensaftale, hvorefter Chr. Hansen overtog hele genløbeprojektet, og måneden efter købte Chr. Hansen Pfizers løbeproduktion inklusive Chymax-navnet, som man fremover også anvendte til sin egen genløbe, mens navnet Chymogen blev skrottet.
Genencor skulle stadig fremstille genløbe til Chr. Hansen, men i slutningen af 1990’erne overtog selskabet selv hele produktionen og flyttede den til en fabrik i Nienburg i Tyskland. Hermed havde selskabet – om end ad kringlede veje – sikret sig en fortsat plads som en globalt ledende leverandør af osteløbe i en tid, hvor animalsk løbe ikke længere var hovedproduktet.
Bakteriekulturområdet
Samtidig med at Chr. Hansen kæmpede for teknologisk fornyelse af sin osteløbeproduktion og for at bevare sin førende position på markedet, begyndte man i 1970’erne at udvikle nye produktområder for at komme fri af den store afhængighed af osteløbe. Et gennembrud kom, da man i 1976 efter flere års udvikling indledte produktionen af en ny type syrevækkere, såkaldte DVS-kulturer (Direct Vat Set) til brug ved osteproduktion.
DVS-kulturerne betød et teknologisk spring i osteproduktionen, da produkterne kunne hældes direkte i mælken, og fordi osten fik en ensartet kvalitet, ligesom produktionsøkonomien blev mærkbart forbedret. DVD-kulturerne blev hurtigt en succes på begge sider af Atlanten, og samtidig tilførtes hele bakteriekulturområdet en ny impuls, da fødevarekoncernen Danone i midten af 1980’erne henvendte sig med et ønske om at få udviklet kulturer til sin yoghurtproduktion.
Det førte til udvikling af en bred vifte af forskellige yoghurtkulturer, herunder en række særlige probiotiske kulturer med en sundhedsfremmende virkning, og op gennem 1980’erne voksede salget af mejerikulturer, så det i 1992 var lige så stort som osteløbesalget, hvortil kom et mindre salg af kød-, vin- og brødkulturer. Selv betegnede Chr. Hansen sig som ”den globalt førende virksomhed inden for udvikling, produktion og salg af mælkesyrebakterier”.
Andre forretningsben
Parallelt med opdyrkelsen af kulturområdet havde Chr. Hansen også forsøgt at udvikle to nye forretningsben. I midten af 1970’erne begyndte man således at udvikle bakteriekulturer til brug i landbruget, hvor produkterne blev tilsat dyrefoder for at fremme væksten og forebygge sygdomme. Til at drive udviklingen oprettedes i 1981 datterselskabet Bio-Systems A/S, der dog aldrig blev en succes og derfor blev nedlagt i 1999.
I 1979 købte man det danske medicinalfirma ALK A/S, der udviklede og solgte allergivacciner, men selskabet blev aldrig integreret i Chr. Hansen, ligesom der ikke opnåedes synergieffekter. Da ALK i 2004 nærmede sig afslutningen i udviklingen af en ny generation af allergivacciner, kom det til en opsplitning.
På det tidspunkt var Chr. Hansen kontrolleret af Lundbeckfonden, som i 1979 havde købt familieaktierne, og mens Lundbeckfonden ved opsplitningen fastholdt ejerskabet af ALK, blev Chr. Hansen sat til salg og året efter solgt den franske kapitalfond, PAI.
Turnaround og strategisk nybrud
Fra 2005 til 2010 gennemførte PAI en gennemgribende turnaround af Chr. Hansen, hvor forretningsområdet smagsstoffer, som var tilkøbt i 1990’erne, blev frasolgt, mens især kulturområdet blev styrket, blandt andet med oprettelse af en Helbreds- og Ernæringsdivision, hvori indgik fremstilling af probiotika.
I 2010 blev Chr. Hansen introduceret på Børsen, da PAI indledte et salg i flere omgange af sine aktier i selskabet, og i januar 2013 fulgte en strategisk nyorientering med afsæt i Helbreds- og Ernæringsdivisionen og med tråde tilbage til de første probiotika i 1980’erne: ”Hvor Chr. Hansen i dag er et ingrediensfirma med en lille hale, der hedder life science, kunne vi om ti år være et life science selskab med en lille hale, der hedder ingredienser. Det er den rejse, vi er på”, lød det i et interview i Børsen med bestyrelsesformand Ole Andersen og administrerende direktør Lars Frederiksen.
De to pegede på betydningen af tarmfloraen, der udgør størstedelen af det humane biom, der består af alle mikroorganismer i og på den menneskelige krop. Langt de fleste af bakterierne i tarmfloraen er harmløse, mens nogle er sygdomsfremkaldende – og så er der de gavnlige eller ”gode” bakterier, der forebygger eller beskytter mod sygdomme. Det var den sidste gruppe, der havde Chr. Hansens interesse, da de kunne anvendes til udvikling af antibiotika til at holde de skadelige mikroorganismer i skak.
Også i Novozymes, der historisk – som en del af Novo Nordisk frem til 2000, hvor divisionen blev et selvstændigt selskab – havde koncentreret sig om udvikling af enzymer til brug i industriel produktion, fattede man interesse for det humane biom og de ”gode” bakterier. I begge firmaer udviklede engagementet sig efterhånden til at arbejde med bakterielle løsninger, ikke kun i forbindelse med sygdom, men også i forhold til dyrevelfærd og landbrugsdrift, samt bredere samfundsmæssige spørgsmål som forurening og klimaforandringer.
Det var en udvikling, som de to selskabers konkurrenter på ingrediensområdet også slog ind på, og efter flere store internationale fusioner modnedes tanken om at fusionere Chr. Hansen og Novozymes med henblik på at skabe en stor og konkurrencedygtig dansk spiller på det nye globale marked for bakterielle løsninger. Da den fælles meddelelse om fusionen blev udsendt i december 2022, hed det, at man ville vise verden ”the true power of biosolutions”.
Efter myndighedsgodkendelse i USA, EU og andre berørte lande, kunne fusionen til Novonesis gennemføres i slutningen af januar 2024, hvilket med selskabets egne ord skabte ”a leading global biosolutions partner”.
Novonesis producerer dog fortsat enzymer til både mejeri- og fødevareindustrien samt en lang række andre industrier – og der produceres stadig osteløbe, både animalsk løbe, mikroløbe og genløbe.
Artiklen bygger på bogen ”Chr. Hansen. 150 års industrieventyr for bedre fødevarer og sundhed”, som blev udgivet i 2024. Bogen er skrevet af dr.phil. Kurt Jacobsen, samt ph.d. Morten Lind Larsen og ph.d. Troels Riis Larsen i regi af en forskningsaftale mellem Chr. Hansen og CBS. Den er baseret på fri og uhindret adgang til hele Chr. Hansens arkiv og fuld forfatterfrihed.
E-mail:
Kurt Jacobsen: kj.bhl@cbs.dk
