Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 4, 2025 og kan læses uden illustrationer, strukturer eller ligninger herunder
(læs originalartiklen her)
Hvad er fælles for indholdet af de to flasker på billedet? Der er svovlforbindelser i begge, og i begge giver de pågældende forbindelser lidt nomenklaturmæssigt hovedbrud.
Svovl er et af oldtidsgrundstofferne, så der har været god tid for både forgængerne til ordet svovl og for det latinske sulfur (eller sulpur eller sulphur) til at generere en kompliceret etymologihistorie. Men: i hvert fald siden 1959 [1], og sikkert længere, har IUPAC kun medtaget stavemåden med ’f’ i grundstofnavnet sulfur og i alle afledninger (i modsætning til, hvad der står i den engelske Wikipedia [2]). I Nomenklaturudvalgets betænkning fra 1952 [3] anførtes ved siden af ’svovl’ navnet ’sulfur’ primært til anvendelse ved dannelse af afledninger som dem, vi ser på nedenfor. Så ikke mere om ’ph’ i svovlnomenklatur i denne omgang. (Historien om phosphor og ’ph’ er en helt anden, blandt andet fordi grundstoffet først blev opdaget i 1669, og navnet for det blev konstrueret ud fra græsk. Det græske qeion for svovl genkendes i øvrigt i den systematiske nomenklaturs brug af ’thia’ (se nedenfor) og ’thio’, og begge sproglige rødder findes i navnet thiosulfat).
Sulfitter
På rødvinsflasker står der på dansk altid ’indeholder sulfitter’ (naturvin dog undtaget). Hvorfor denne flertalsform? De EU-tilladte tilsætningsstoffer, som er sulfitter i bred forstand, står sådan her på E-nummerlisten:
E 220, svovldioxid; E 221, natriumsulfit; E 222, natriumhydrogensulfit; E 223, natriumdisulfit; E 224, kaliumdisulfit; E 226 calciumsulfit; E 227 calciumhydrogensulfit; E 228 kaliumhydrogensulfit.
Det her er desværre ikke en artikel om vinfremstilling, så hvordan ’sulfitterne’ ender i vin og hvorfor, må læserne læse om et bedre sted, for eksempel i [4] eller i [5], hvor det hedder ”In enology, the terms “sulfites”, “SO2”, and “sulfur dioxide” are often used interchangeably”, hvorefter det er præcis, hvad der sker i bogen. Intet sted i den 550 sider lange monografi er det beskrevet, hvad det faktisk er, der tilsættes, men det beskrives, at den dominerende sulfitspecies i vin er hydrogensulfit, HSO3–, som forfatterne i øvrigt desværre konsekvent kalder ’bisulfite’. Hvad er det nu, der er galt med det (og med ’bicarbonat’, nu vi er ved det)? Det er, at det latinske ’bi’ i nomenklatur betegner en dobling af en enhed, ligesom det græske ’di’ også gør, og netop derfor kan man let forveksle bisulfit og disulfit. Problemet med de to mulige betydninger af disvovlsyrling og disulfit og det mystiske ’metabisulfit’ er beskrevet i en tidligere artikel her i bladet [6]. Det kan også anbefales at læse om det i den nu lettilgængelige og reviderede Blue Book [7]. Men altså: i EU-forordninger (ikke nærmere analyseret her)/E-nummerlisten/CAS-registret bruges ’disulfite’ om den asymmetriske struktur.
Flertalsformen ’sulfitter’ kunne måske lidt søgt forsvares ved, at der qua en række sekundære og/eller naturlige reaktioner i vin faktisk findes flere forskellige sulfitforbindelser ud over hydrogensulfit i flasken – som grundigt beskrevet i [5]. Vinkyndige læsere, hjælp!
Sulfo (sulfonater og sulfater)
Den 3. marts 2025 var der en gigantisk overskrift i Politiken med netop ordet ’Sulfo’. Under den fortalte Marianne Rathje (MR) fra Dansk Sprognævn i sin ugentlige klumme, hvordan dette ord er på retur til fordel for ’opvaskemiddel’. Hendes indlæg giver anledning til et par kommentarer.
Hvad forstår vi som kemikere ved ’sulfo’? Det er et præfiks, der i systematisk nomenklatur betegner en substituerende sulfonsyregruppe HO3S-, når der i strukturen er en overordnet substituent, der har forrang til at blive betegnet med suffiks. Altså for eksempel 4-sulfocyclohexan-1-carboxylsyre, 4-(HO3S)C6H10COOH.
Hvad har sulfo så med opvaskemidler at gøre? Hæng på, forklaringen er lidt lang.
Til tøjvaskemidler udviklede man under 2. verdenskrig råoliebaserede sulfonater, primært alkylbenzensulfonater, da klassiske sæber (salte af langkædede alifatiske carboxylsyrer) blev en mangelvare. Også alkylsulfater og ethoxylerede alkylsulfater blev efterhånden brugt, disse også i håndopvaskemidler. Formelt er de svovlsyreestere og ikke sulfonater. (Denne forfatter bekendt har man ikke brugt sulfonater i håndopvaskemidler, men hvis læsere har information om dette, hører jeg meget gerne om det). Den Danske Ordbog [8] forklarer ’sulfo’ som ’syntetisk (op)vaskemiddel’, men definerer det ikke præcist kemisk. Under alle omstændigheder kom sulfaterne ved en dobbelt sprogforvirring til at blive betegnet som sulfosæbe(r), selv om de altså hverken var sæber eller sulfoforbindelser (i betydningen sulfonater), nok fordi ’sæbe’ uden for snævre fagkredse ofte bruges i flæng om vaskemidler (som MR også gør til slut: ”sæben til vaskemaskinen”). Deraf (formentlig) så den korte form ’sulfo’ brugt om håndopvaskemidler. Det interessante er nu, at udviklingen ifølge MR går i retning af at bruge det mere besværlige ord ’opvaskemiddel’ i dagligsproget. (NB: Maskinopvaskemidler er en anden historie; deri anvendes absolut ikke sulfo eller sæbe!).
MR har ret i, at forskellige kilder definerer ’sulfo’ forskelligt, og at der til dels anføres modstridende oplysninger. Det ellers ærværdige og vist aldrig overtrufne værk Meyers Vareleksikon [9] fik allerede i 1952 rodet lidt rundt i sulfater og sulfonater i beskrivelsen af ’syntetiske vaskemidler’.
Nærværende forfatter finder det naturligt at opfatte sulfo og sulfosæbe i betydningen håndopvaskemiddel som ubøjelige materialebetegnelser. Det synes Retskrivningsordbogen og dermed COR (Det centrale Ordregister) [10] dog ikke; ’sulfo’ har ovenikøbet både intetkøn og fælleskøn dér. Efter en hurtig korpusinspektion indrømmer Peter Juel Henrichsen imidlertid, at formen ’sulfoet’ ikke synes at blive brugt, hvorimod der er mange dokumenterede eksempler på ’sulfoen’. Ligesom MR fandt han dem i aviser og ugeblade. Faktisk havde lex.dk [11] også formen ’en sulfo’ (i betydningen ’et sulfonat’). I Nomenklaturudvalget er vi så småt i gang med at etablere COR.KEMI (jf. igen [10]) og skal så forholde os til, hvad der skal stå dér om ’sulfo’ og ’sulfosæber’.
Bemærkning. Det er interessant, at hele historien om sulfo i Dansk Sprognævn angiveligt startede med, at nogle af MR’s kolleger, der spiser havregrød til frokost, satte havregrødsgryden i blød i sulfo. Som overfladeaktive stoffer, hvis struktur er designet til at fjerne fedt- og olieholdige besmudsninger (som korrekt anført af DDO [8]), ikke carbohydratbaserede aflejringer som havregrød, forventes sulfo ikke at være meget mere anvendeligt end bare vand, medmindre grøden var tilberedt med mælk… Men hov, dette var en erhvervsskade og har intet med nomenklatur at gøre!
Sulfa
I systematisk kemisk nomenklatur er der ikke noget, der hedder ’sulfa’. Men sulfonamider baseret på grundstrukturen 4-aminobenzen-1-sulfonsyre, der har trivialnavnet sulfanilsyre, kom til at blive kaldt sulfapræparater, og forstavelsen ’sulfa’ optræder i en hel række lægemiddelstoffers INN (international non-proprietary names), for eksempel sulfamethizol og sulfathiazol (sådanne kan findes i DKN-databasen). Interessant i denne sammenhæng er, at K.A. Jensen, som ikke behøver nærmere introduktion i nomenklatursammenhæng, tidligt bidrog til udviklingen af sulfapræparater med syntesen af blandt andet sulfamethizol [12]. Den ret fascinerende historie om sulfonamiderne blev beskrevet detaljeret i den lille bekvemme bog [13], som vore ældre læsere nok kender, men allerede på det tidspunkt var de på retur som antibakterielle midler på grund af resistensproblemer og bivirkninger [14].
NB: Der er skam bud efter ’a’-former i visse typer af systematiske navne, men dér benyttes ’thia’, for eksempel netop i heterocykel-navne som ovennævnte thiazol.
Sulfy
Dette er ikke en vittighed og ikke en analogi til en ’smiley’! Til kæde- og ringforbindelser med mange atomer fra grupperne 13-17, men helst ikke for mange hydrogenatomer, har man udviklet en særlig nomenklatur, der klarer en række tilfælde, hvor både klassiske uorganiske og organiske nomenklatursystemer må give op. Bare et enkelt eksempel her: Lad os se på forbindelsen ClSiH2SiH(CH3)NSO. Rygraden ClSiSiNSO navngives i denne nomenklatur med ’y’-former for de enkelte atomer, og derefter anføres sidegrupperne, som her hedder hydrido og methyl, så man får det færdige navn 2,2,3-trihydrido-3-methyl-4-azy-1-chlory-6-oxy-2,3-disily-5-sulfy-[6]catena (’catena’ for kæde – og dér kom så også ’sulfy’). Man kan let indse, at med en traditionel kæde med mange hydrogenatomer kunne samme system principielt godt bruges, men navnet ville blive meget langt med en masse lokanter for hydrido. Læs mere i den seneste ’Røde Bog’ [15].
Sulfider
Hvad er det mest berømte sulfid? Måske (di)hydrogensulfid, i fordums tid (ja, og stadig hist og her) ’svovlbrinte’ og som fornemt stamhydridnavn sulfan.
Vi erindrer lige om, at endelsen ’id’ (som i sulfid) og suffikset ’id’ (som i sulfanid) er systematiske anionindikatorer. Det er derfor, vi prøver hårdt på at komme væk fra ’lanthanider’ til fordel for ’lanthanoider’ – lad os nu stå sammen om dét her i de sjældne jordarters tidsalder.
Ture Damhus, formand for Kemisk Forenings Nomenklaturudvalg
editor@kemisknomenklatur.dk
(erhvervsskade: arbejdede i flere årtier med vaskemiddelformuleringer hos Novo Nordisk og Novozymes)
Referencer
1. IUPAC Nomenclature of Inorganic Chemistry 1957 [Butterworths 1959]. Den første ”Røde Bog”.
2. https://en.wikipedia.org/wiki/Sulfur (besøgt 5/6-2025).
3. Betænkning fra det af Kemisk Forening den 12. november 1940 nedsatte nomenclaturudvalg. Udgivet af Kemisk Forening 1952. Findes som særtryk af Kemisk Maanedsblad og Nordisk Handelsblad for kemisk Industri nr. 7-8/1952 i bogen Dansk Kemisk Nomenclatur, der er tilgængelig på det nuværende Nomenklaturudvalgs hjemmeside her: https://kemisknomenklatur.dk/dkn1978.pdf.
4. F. Jensen, J.E.T. Andersen, J.B. Christensen, R. Hazell: Grundlæggende Kemi [Gyldendal 2016]. Se boks 18.8, s. 384.
5. A.L. Waterhouse, G.L. Sacks, D.W. Jeffery: Understanding Wine Chemistry [2nd Ed., Wiley 2024].
6. T. Damhus: Er syrlinger særlinge? Er de svæklinge? Dansk Kemi 103 #1(2022)18-20. Artiklen kan også læses her: https://kemisknomenklatur.dk/DK_scans/DK_2022_1_18.pdf.
7. https://iupac.qmul.ac.uk/BlueBook/PDF. Se afsnit P-67.3.2.
8. https://ordnet.dk/ddo (besøgt 5/6-2025).
9. K. Meyer: Vareleksikon [6. udg., Aschehoug 1952].
10. Jf. T. Damhus, P.J. Henrichsen: Nybrud i kemisk retskrivning, Dansk Kemi 106 #1(2025) 22-24.11. Opslaget ’sulfo’ på lex.dk (besøgt 5/6-2025).
12. H. Kragh, H.J. Styhr Petersen: En nyttig videnskab – Episoder fra den tekniske kemis historie i Danmark [Gyldendal 1995].
13. E. Hoff-Jørgensen: Vitaminer, sulfonamider og antibiotika [Berlingske Leksikonbibliotek 1962]. I afsnittet om sulfonamider forekommer ordet sulfapræparat interessant nok slet ikke.
14. Opslaget ’sulfonamider’ på lex.dk (besøgt 13/6-2025).
15. https://iupac.org/wp-content/uploads/2016/07/Red_Book_2005.pdf. Se afsnit IR-7.4, Inorganic chains and rings.
