En status.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 2, 2026 og kan læses uden illustrationer, strukturer eller ligninger herunder
(læs originalartiklen her)
Af Ole John Nielsen, Kemisk Institut, Københavns Universitet
Stratosfærisk ozon har været vigtig for livets udvikling og beståen på jorden. Historien er lang, indviklet og succesfuld og er beskrevet andetsteds [1]. For mig begyndte historien i 1974, da jeg som førsteårsstuderende hørte K.A. Jensen forelæse om den nyligt opdagede katalytiske ozonnedbrydning ved hjælp af kloratomer [2]. Jeg har været så heldig at kunne beskæftige mig med ozonnedbrydende stoffer og tilgrænsende emner lige siden.
Begrænsning af brugen af halogenerede forbindelser
Opdagelsen af ozonhullet over Antarktis, som blev publiceret i 1985 [3], førte til vedtagelsen af Montreal-protokollen i 1987. De fem tilføjelser til Montreal-protokollen, senest Kigali-ændringen i 2016, har ført til en succesfuld udfasning af ozonnedbrydende stoffer. På figur 1 kan man se, hvorledes den globale koncentration af de vigtigste ozonnedbrydende stoffer har udviklet sig siden vedtagelsen af Montreal-protokollen. For CFC-11 og CFC-12 ser man en stigning i den atmosfæriske koncentration, indtil udfasningen begyndte, og derefter et langsomt henfald. På den nederste del af figur 1 kan man se, at en forbindelse med kortere atmosfærisk levetid (cirka 5 år) forsvinder hurtigere ud af atmosfæren.
Ozonrapporter
Det er vigtigt her at skelne mellem stratosfærisk ozon i almindelighed og ozonhullerne. Der er et forholdsvist permanent ozonhul over Antarktis, hvorimod der er et mere lejlighedsvist ozonhul over Arktis. Ligesom IPCC udgiver rapporter, der summerer status på klimaændringerne, har UNEP et ad hoc panel, som udgiver rapporten ”Scientific Assessment of ozone depletion”. Den er udkommet cirka hvert fjerde år siden 1989 (1994, 1998, 2002, 2006, 2010, 2014, 2018 og 2022).
Hvad har det betydet for stratosfærisk ozon og det antarktiske ozonhul?
I ”Scientific Assessment of ozone depletion 2022” finder man figur 2. I det øverste panel (c) ses den lilla kurve med støj på. Det er den observerede gennemsnitlige tykkelse af ozonlaget målt i dobson-enheder (DU). Det ses, at tykkelsen af ozonlaget aftager fra omkring 1980 og ser ud til at stige svagt fra år 2000 til 2020. Det bratte fald i 1991 skyldes partiklerne fra Pinatubo vulkanudbruddet.
Det antarktiske ozonhuls udvikling
På figur 2 panel d kan man se udviklingen i det antarktiske ozonhul. Den lilla kurve med støj på er målinger, og de andre er forskellige modelfremskrivninger. Det kan være svært at se, at hullet ”er blevet mindre” de seneste 15 år på grund af den store variation fra år til år. Men på figur 3 ser vi en anden måde at afbilde ozonhullet de seneste seks år. Man beregner den mængde ozon, der mangler i forhold til ikke at have et hul. Her ses det mere tydeligt, at den mængde ozon, ”der mangler”, bliver mindre og mindre år for år.
Konklusion
Målingerne viser tydeligt, at det går den rigtige vej, både for stratosfærisk ozon i almindelighed og det antarktiske ozonhul i særdeleshed. Montreal-protokollen med justeringer har været en kæmpe succes. Et stop for brug af CFC’er og andre ozonnedbrydende stoffer har ikke blot sat gang i genopretningen af det stratosfæriske ozonlag, men også gavnet klimaet, da de nye erstatningsstoffer har langt lavere klimaeffekt end CFC’erne.
E-mail:
Ole John Nielsen: ojn@chem.ku.dk
Referencer
1. Ole John Nielsen og Merete Bilde: ”Reflection on two Ambio papers by Paul Crutzen on onzone in the upper atmosphere”. Ambio 50, 47, (2021).
2. Molina MJ, Rowland FS. Stratospheric sink for chlorofluoromethanes: chlorine atom catalyzed destruct of ozone. Nature 249, 810-812, (1974).
3. Farman JC, Gardiner BG, Shanklin JD. “Large losses of total ozone in Antarctica reveal seasonal C1OX/Nox interaction”. Nature 315, 207-210, (1985).
BOKS:
IPCC: Intergovernmental Panel of Climate Change
UNEP: United Nation Environmental Program
ppt: Parts per trillion
DU: Dobson unit. Én DU svarer til et ozonlag på 0,01 mm ved et tryk på 1 atmosfære og ved 0°C. Det vil sige, at hvis man i 1980 pressede hele ozonlaget sammen ved jordens overflade, ville det være 2,9 mm tykt.
CFC: Chlorofluorocarbons (ofte kaldet freon på dansk)
