MAX IV, et synkrotronstråleanlæg beliggende ved den sydsvenske by Lund, kan melde om et rekordår i 2023.
Over 1.700 forskere fra 34 lande har anvendt det til over 300 forskningsprojekter, og det har kastet 51 procent flere publikationer af sig end året før.
– Ud over interesse fra den akademiske verden ser vi stor interesse fra industrien for avanceret materialeforskning som led i at accelerere den grønne omstilling, siger Olof “Charlie” Karis, direktør for MAX IV til lu.se
Derudover modtog det det højeste antal ansøgninger nogensinde fra forskere, der ønskede at bruge faciliteten i det sidste åbne udbud, som lukkede i marts 2024.
– De mange forskningsprojekter er vidt forskellige. Lige fra udvikling af lægemidler og behandlinger, såsom strålebehandling mod kræft og forebyggelse af diabetes til udvikling af mere effektive batterier, bæredygtige brændstoffer og nye energiløsninger, siger Olof “Charlie” Karis.
Alt er dog ikke rosenrødt. Trods ekstra penge fra den svenske stat og garantier fra Lunds Universitet, bød også 2023 på et driftsunderskud. Baggrunden var bl.a. øget udgifter til strøm, men også lejeomkostninger har været med til at dræne kassen.
Kilde: lu.se