Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, 40 år, blev tirsdag den 14. marts hædret som rollemodel for sin særlige indsats for ingeniørprofessionen og de naturvidenskabelige fag. Det skete ved et arrangement, hvor han fik sin egen hædersflise ved indgangen til IDA-huset på Kalvebod Brygge i København. IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen, bød velkommen på dagen og sagde om Andreas Mogensens indsats:
– Andreas’ ophold på rumstationen ISS og hans forskning i rummet var en kæmpe bedrift. Men jeg er næsten endnu mere imponeret over hans vedholdende indsats for at inspirere og begejstre børn og voksne. Andreas’ indsats er en kæmpemæssig fysisk, teknologisk og oplysende bedrift, der har fået børn og voksne til at drømme om naturvidenskab. Det er lige den slags forbilleder, Danmark har brug for, hvis vi skal manglen på teknologiske eksperter til livs.
– Jeg kan selv huske fra gymnasietiden, hvordan jeg var i tvivl om, hvad en ingeniør var, for jeg kendte ikke rigtig nogen ingeniører. Det er vigtigt at have rollemodeller fra ingeniørstanden, så børn og unge kan spejle sig i dem og forestille sig selv som ingeniører. Derfor er det også en stor ære at modtage den anerkendelse. Jeg håber meget, at mit arbejde kan bidrage med en større dansk forståelse for, hvad der foregår i rummet og hvad ingeniørfaget og de naturvidenskabelige uddannelser kan føre til personligt, sagde Andreas Mogensen.
Andreas Mogensen var den første dansker i rummet, da han efter en 51 timers rumrejse i det russiske rumfartøj Sojuz TMA-18M den 4. september 2015 ankom til Den Internationale Rumstation (ISS), hvor han arbejdede i otte dage.
Hans mission har været med til at sætte fokus på Danmarks muligheder i rummet, og siden Mogensens mission har Danmark fået en rumlov, der udstikker rammerne for danske aktiviteter i det ydre rum. Loven er blevet fulgt op af en rumstrategi, der har til opgave at sikre, at virksomheder, forskere og myndigheder kan “høste de forventede potentialer på området”.

