Jens Hesselbjerg Christensen tiltræder som ny professor på Niels Bohr Institutet, NBI, på Københavns Universitet den 1. marts. Som internationalt anerkendt ekspert og en af hovedforfatterne til FNs klimarapport vil Jens Hesselbjerg Christensen i et tværgående samarbejde med DMI være med til at styrke forskningen inden for klima i Danmark. Tiltrædelsen vil samtidig styrke uddannelserne på Niels Bohr Institutet inden for særligt meteorologi-, klima- og isfysik.
Jens Hesselbjerg Christensen er blandt verdens førende forskere inden for brug af klimamodeller til forudsigelser af fremtidens klima og samtidig ekspert i arktiske klimaændringer og temperatur- og nedbørsekstremer. Med ansættelsen vil han også bidrage med mere viden om, hvor følsomt klimaet er over for ændringer i havisen og Grønlands indlandsis.